diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: december 2019 Side 1 af 2

Instagrams bestnine2019

Så har jeg også prøvet det 🙂 At lave et billede, der viser hvilke opslag der i 2019 fik flest likes på Instagram. Tja, hvorfor nu gøre det?

Det er lidt sjovt, og fortæller også om, hvad der er mest interessant i andres øjne – hvad jeg måske skal skrive eller vise lidt mere af i 2020.

Hermed billedet 🙂

Og du kan læse om et par af indlæggene bag billederne her og her.

Så er det tid til at sige tusind tak for 2019. Jeg er så glad og taknemmelig for, at du læser med, og ind imellem skriver eller på anden måde kommenterer det, der skrives om på bloggen. Uden læsere ville det hele ikke være det samme 🙂

Jeg glæder mig til 2020. Det bliver et spændende år – med fester, samtaler, beslutninger og skøn tid med familien. Og så alt det, jeg ikke ved noget om endnu 🙂

Godt nytår.

Kærlig hilsen

Jette

Årets gang på bloggen del 2

I fredags skrev jeg lidt om første halvdel af 2019 – i dag følger sidste halvdel. Det har været en dejlig tur tilbage gennem et godt år. Bloggen er med til at fastholde de mange begivenheder, som ellers har det med at glide ud i et. Men der sker jo noget hver eneste dag – og tak for det.

Juli

Jeg begyndte jo at udleje sommerhuset via Airbnb og havde mange overvejelser omkring det. Blandt andet om det var ok, at gå i genbrugsbutikken og købe sengetøj og håndklæder til gæsterne. Og hvorfor skulle det egentlig ikke være det, hvis de ellers var rene og pæne?

Jeg skrev lidt om det her.

August

Her havde jeg sommerferie 🙂 Både i Danmark og i Italien – og begge dele var virkelig gode ferier. Men som noget nyt skrev jeg også lidt om investering i august – bæredygtig investering 🙂

Nu er det nytår – så jeg har lige tjekket, hvordan det er gået den lille investering – og den er vokset med 6 % på 4 måneder – det er da meget godt 🙂

September

Som jeg også konkluderede i første afsnit om årets gang, så bliver der ikke bagt så meget som tidligere. Men lidt – og her blev det til kanelsnegle i form.

Kanelsnegle er bare altid godt 🙂

Oktober

Der skete flere nye tiltag i år – ud over udlejningen af Kærnehuset – så fik jeg lavet en side på bloggen, som hedder “shop“. Og her er der få ting til salg – hjemmestrikkede og hæklede små projekter, som jeg ikke selv kan nå at bruge.

Der har nu ikke været den helt store handel her – men det er da sjovt at prøve. De små net til brug, når der skal købes løs frugt og grønt, har været den største succes 🙂

November

Der har gennem årene sneget sig flere og flere madopskrifter ind på bloggen 🙂 Og i november var der denne skønne krydrede ret – og den vil også passe fint i januar – der er stadig brug for retter, der giver varmen 🙂

I det hele taget, så er interesseområdet udvidet gennem årene – så der er kommet kategorier med både vegetarisk og vegansk mad på bloggen.

December

Og så blev det december – advent og jul. Den travleste måned i nissernes år – hedder det i en gammel julekalender sang. Og det har da også været en travl måned med mange hyggelige opgaver og begivenheder.

I kirken var der besøg af Naturbørnehaven – til en kort børnegudstjeneste. Det er den slags gudstjenester man kun kan gå glad hjem fra 🙂

Og så er vi nået til årets næstsidste dag – og har været en tur rundt i det gamle arkiv. Som jo er fyldt med skønne minder, gode opskrifter og unikke oplevelser. Tilbageblikket viser samtidig, at nye tanker og nye idéer har vundet indpas i 2019. Så nu må det snart være på sin plads at tænke lidt over hvad 2020 kan handle om – det kigger jeg på snarest. Og kan se, at det gjorde jeg også, da dette år begyndte – måske der stadig er inspiration at hente der 🙂

God mandag.

Jette

Årets gang på bloggen del 1

Status – tid til at tænke tilbage – eftertænksomhed. Jeg tror, det melder sig helt af sig selv, dette med at se tilbage på året, der snart er gået. Og hvor et nyt år og et nyt årti tages i brug.

Jeg vælger her at se på et blogindlæg fra hver måned – delt i to indlæg. Jeg skal lige nå at følge med selv 🙂 For som det gælder, når man rydder op, så tager det tid at gense en ting, sådan gør det også, når små indlæg skal skimmes igennem.

2019 har været et dejligt år – med mange gode minder. Taknemmelighed følger med.

Januar

Her blev julen pakket ned og sat på loftet til december – og jeg har i disse dage glædet mig over gensynet. Januar bød også på kunst for alle. En alternativ udstilling i Aarhus, hvor blandt mange andre en af mine gamle konfirmander udstillede.

Jeg fik købt et nummereret tryk og siden sat i ramme, så nu hænger det på væggen og minder mig hver dag om livets balancekunst.

Februar

Der bliver ikke bagt helt så meget, som der gjorde en gang. Bloggen handler faktisk om meget andet kan jeg se, når jeg læser baglæns. Men der bages dog.

Som her – en helt almindelig marmorkage. Det går man aldrig galt i byen af.

Marts

Bæredygtighed har været et ord i mit ordforråd i mange år. Men i år blev det udvidet med begrebet Zero Waste. Ingen affald. Der er jeg bestemt ikke kommet til endnu, men jeg tænker mere og mere over, hvordan ting kan genbruges eller gives videre eller laves om til noget andet.

Og her i julen er der blevet genbrugt masser af glas og dåser, og der er syet gaveposer i stedet for at købe nyt indpakningspapir. Så tankerne om mindre affald bliver drypvis implementeret 🙂

April

I april har jeg fødselsdag 🙂 Og ofte falder påsken i samme måned. Det gjorde den i år, og jeg fik bagt en hvedekornstærte.

En lidt speciel kage, men som ved sine ingredienser fortalte noget af påskens historie.

Billedet har jeg fået slettet, så månedens billede bliver et farvestrålende et af tulipaner ved sommerhuset. Det emmer af forår – jeg kan mærke, at jeg glæder mig til den tid igen 🙂

Maj

Her var det turen til Paris, der popper op. Skønne dage i en dejlig by.

Vi travede rundt og nød det hele. På billedet er det storesøster og lillebror, der går side om side 🙂 Trine fyldte 30 år mens vi var dernede, og dagen blev fejret med aftensmad på en vegansk restaurant. Rustikt og fyldt med stemning.



Juni

Her står datterens bryllupsdag som største oplevelse. Trine og jeg blev lige fotograferet inden vi forlod præstegården 🙂

En smuk junidag blev hun og kæresten viet på Aarhus rådhus – og efterfølgende gik vi i botanisk have for at tage billeder, inden der blev spist middag på en restaurant i byen.

Det har været en hyggelig tur gennem første halvdel af 2019 – på mandag følger sidste del.

Jette

Glædelig jul

Så blev det tid til at ønske dig, der læser med, en rigtig glædelig jul. Jeg håber, du er klar til at lade julefreden og juleglæden komme indenfor.

Her har der været ret roligt – prædikenerne er skrevet ud, sangarkene er printet og juletræet er nu også pyntet.

Det er et lille fint træ – med en lidt usædvanlig historie 🙂 Det var blevet fældet og kommet i net, for at skulle med på en lastbil afsted til Rumænien. Men af uransagelige grunde, så var det blevet glemt, og Ole fandt det oversete lille træ, og forhørte sig, om vi måtte tage det med hjem.

Nu står det fint og dufter af gran og bærer en god del af alt det gamle julepynt. Hver del har næsten sin egen historie. Og det er en væsentlig del af julen – at den bærer minder og traditioner med sig.

Inden længe fyldes stuen af familien, der skal synges salmer og læses juleevangelium – og gaver deles rundt. Præcis som i langt de fleste hjem.

Det er noget af det, som gør jul til noget særligt. Fællesskab og højtid. Jordisk tid og himmelsk tid der for en stund falder i slag.

“Vi står ved krybben og smiler,

for vi er fremme nu” (100 salmer) 



Glædelig jul!

Kærlig hilsen

Jette

Glimt fra sidste arbejdsdag inden jul

I hvert fald officielt – for jeg har fri i weekenden. Men jeg har et par ting, som er blevet skubbet – for hovedet er ved at være brugt, så jeg venter lige med det sidste. Det er jo fordelen ved mit virke, at meget af det planlægger jeg selv 🙂

I dag begyndte i den lidt triste ende – den ældste af mine silkehøns havde besluttet, at nu ville hun ikke mere. Hun havde lukket øjnene og var helt død her til morgen. Nu er hun gravet ned i den nye skov.

Siden gik turen ud på skolen, hvor jeg sædvanen tro kommer og læser juleevangeliet og siger lidt om det. Det er en god tradition og fungerer godt. Og alt andet lige – så er det lettere at flytte et menneske end alle eleverne. Selv om et besøg i kirken også kunne have været fint.

Jeg tog ingen billeder i skolen, men et af bilens instrumentbræt 🙂 Jeg har gjort det en gang før – det er lidt sjovt, når de fleste af talene ligesom er hele og runde.

Og så blev prædikenen til juleaften skrevet. Som der stod i en prædikenvejledning til juleaften: “Juleaften er vidunderlig og frygtindgydende” og det er meget godt ramt. For hvordan indfri alle forventninger? Hvordan nå alle – for hver kommer jo med sin egen historie – og nogen er lidt mere utålmodige end andre. Jeg håber hvert år, at kirkerummet må give alt hvad det kan – af ord og toner, af trøst og tryghed. Og så kommer mine ord i anden række.

Men nu er sidste punktum sat – hvor er det dejligt at nå hertil 🙂

Kirkens flotte og store juletræer er kommet ind – jeg var lige forbi for at få et billede til kirkens facebook side. Her skal der jo også lige fortælles om julens glade budskab.

Må du få en dejlig 4. søndag i advent weekend.

Jette

Årets sødeste kirkegængere

Dem er der sikkert mange af ud over landet 🙂

Men i dag var de på besøg i Kauslunde kirke. Der var Børnehavejul i formiddag – og hvert år kommer den lokale naturbørnehave og deltager.

Og de største børn går så Lucia i kirken. Der synges og tages små skridt – samtidig med at lyset i glasset ikke skal gå ud 🙂

Børnehaven har holdt fast i levende lys – fyrfadslys godt placeret i et glas. Jeg tror, det er med til at give en særlig oplevelse for de små størrelser. Kirkens to store juletræer har i år fået udskiftet lyskæden med lys på klips, men nu med led pærer.

Den unge mand, som gik forrest i dag 🙂 koncentrationen lyser ud af ham. Men inde i kirken ventede også forældre og bedsteforældre, som alle ventede lige så stolte på deres barn eller barnebarn. Der er en helt særlig stemning.

Og jeg er sikker på, at alle går hjem en oplevelse rigere, som kan gemmes i hjertet.

Nu bæres lyset frem – det sker her og vi fejrer det om få dage. Lyset, der skinner i mørket er ved at komme til verden.

Vi glæder os.

God torsdag.

Jette

Mine citronspecier

I aften er der endnu et musikalsk arrangement i kirken. Det er vældig hyggeligt. Det er kirkens egen organist der har valgt julesalmer – kendte som mindre kendte – dem skal vi så synge sammen. Og indimellem dem spiller hun koraler over de samme salmer – altså små musikstykker komponeret over en bestemt melodi.

Efter al sangen og musikken er der kaffe i våbenhuset – og småkager. Så jeg har været i gang med en ny opskrift – på citronspecier. Det er Blomsterbergs grundopskrift, men jeg vil jo altid gerne komme lidt groft mel i – og gerne bruge mindst muligt smør – så der er ændret lidt. Og det kan sikkert godt fornemmes i kagerne her 🙂 Men jeg synes nu, at kagerne er blevet okay.

Citronspecier (35 stk)

175 gr. mel

25 gr. grahamsmel

85 gr. flormelis

125 gr. smør

revet skal af en øko citron

evt. lidt vaniljesukker

Kom alle ingredienser i en skål og smuldr smørret grundigt i blandingen. Samles til en fin dej – evt. med lidt koldt vand til hjælp. Rulles til en pølse ca. 4 cm i diameter. Den kan eventuelt rulles i rørsukker, inden den sættes i fryseren en times tid. Tages op og skæres i ½ cm tykke skiver, sættes på en plade med bagepapir og bages ved 180 grader ca. 10 minutter. Køler af.

Opbevares i en lufttæt kagedåse.

Ud over specierne er tanken, at der også serveres brunkager og havregrynskugler.

Og endelig har jeg også bagt marcipankiks – med masser af frø og kerner 🙂

Vores kirkesanger er forhindret i at komme i aften – så jeg skal agere kirkesanger i hendes sted – heldigvis er det mest kendte julesalmer, der skal synges. Men kender du måske: En sød og liflig klang? Den har jeg ikke sunget ret mange gange, så nu går jeg og øver mig lidt mellem bagning og prædikenskrivning 🙂

God onsdag.

Jette

Julegaver i stofposer

Jeg så det sidste år på et julemarked – en stand, hvor man kunne købe stof-poser, som man så kunne bruge til at “pakke” gaverne ind i. Standens ejer havde virkelig lavet flotte poser af gammelt stof og juleduge.

Min søster Irene, sendte mig først i december en mail om netop hjemmegjorte stofposer. Men det har fået lov at ligge. Til i går – nu skulle det prøves.

For jeg havde været i gemmerne og fundet flere meget gamle juleduge, som i hvert fald har ligget hengemt i over 25 år – så sandsynligheden for, at de pludselig kommer frem og i brug igen er ikke stor.

Så nu er den ene klippet op og lavet til de første to gaveposer.

Ser man kritisk på dem, så er de lidt for firkantede og stoffet lidt for stift 🙂 Men når først juletræet er tændt, og salmerne synges – så tror jeg faktisk, at poserne passer meget godt ind i mængden af de andre gaver.

Det kræver ikke meget for at sy en pose – det er mere lige med at komme i gang 🙂

Et rektangulært stykke stof foldes på midten og sys sammen i de to sider. Jeg lavede hjørner i bunden – det behøves bestemt ikke, men ser lidt pænt ud 🙂 Og til sidst syede jeg et bånd på i hver side, så der var noget at lukke posen med.

Til-og-fra kortet er lavet af et gammelt julekort, som aldrig var blevet skrevet, men hvor forsiden var rigtig pæn. Så nu kommer det også i anvendelse 🙂

God tirsdag – en uge til jul 🙂

Jette

En smuk hæklet julekugle

3. søndag i advent – hvor tiden bare går hurtigt her i december 🙂

Jeg er helt sikkert ikke klar til jul endnu – og den kommende uge gør det ikke så meget bedre, men så har jeg til gengæld fri næste weekend, så der tror jeg, at der kommer styr på mangt og meget.

I går fik jeg en uventet adventsgave af Ole – den fineste hæklede julekugle. En hvid kugle – hæklet – så den må være stivet med et eller andet 🙂 Den har det fineste hjertemønster, og når der så kommer en lille lyskæde inden i, ja så stråler den bare 🙂

Jeg synes jo pynt med historie og pynt, der er lidt unikt er vældig fint, så det her var lige i min ånd. Det var en af Ole kollegaer, som havde hæklet kuglerne, og så solgte dem på deres arbejde. Og hun var blevet helt overrasket over, hvor populære de var – så nu er der allerede udsolgt 🙂

Kuglen er let og virker helt spindelvævsagtig – den er bare fin!

Nu pynter den hos mig, og vil lyse op i juledagene.

I dag står den på julefrokost med mine søde kollegaer ved kirken. Det plejer at være vældig hyggeligt, god mad og masser af snak – om året der er gået og meget andet.

God mandag.

Jette

Julekagen 2019

Den engelske julekage 2019 er blevet hentet frem fra køleskabets bagkant, og er nu blevet gjort færdig. Et hyggeligt arbejde, og ikke mindst forventningen om, hvordan mon kagen smager 🙂

Den blev befriet for vitavrapen og en dejlig duft bredte sig. Så blev den smurt op med abrikosmarmelade, for at marcipanen bedre kunne holdes på plads. Og endelig rullede jeg overtræksmarcipanen ud og fik det lagt over kagen. Det gik faktisk ret godt i år 🙂

Jeg lavede en portion overtræksmarcipan ud fra 200 gr. marcipan – så er der rigeligt til at dække kagen med, og der er lidt til at lave pynt af.

Her manglede kun pynten. Og det blev i den enkle skala – stjerner drysset ud over toppen af kagen. Og så til aller sidst lidt guldstøv – så bliver det ikke festligere 🙂

Nu er kagen klar til jul – eller måske bliver det allerede i den kommende weekend, at der åbnes ind til kagens indre. Den ser da indbydende ud, tung og fyldt med tørret frugt. Jeg glæder mig allerede til at smage et stykke.

Må du få en dejlig 3. søndag i advent og weekend.

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal