Jeg har igen været i gang med limteknik. En lidt pludselig indskydelse, efter at jeg så et opslag på nettet. Her var der blevet brugt agern fra egetræet. Jeg ved ikke, om der er særligt mange agern i år, men da jeg var ude for at finde nogen til projektet, så var der virkelig mange at plukke af.
Endelig kan vi se, hvor stort huset bliver. Eller hvor lille det bliver. Alt efter øjnene, der ser 🙂 Jeg var forbi i går i den sene eftermiddagssol og så det færdige omrids af huset. Og egentlig ser garagen okay stor ud – her kan fint holde en bil.
Men selve huset, det ser faktisk ikke så stort ud – de 112 m2 er jo også udvendigt mål. Så når først muren er sat op og væggene etableret, ja så er der ikke helt så mange m2 at boltre sig på. Men det har hele tiden været meningen med et mindre hus. Så alt skal nok blive godt. Og det bliver også lettere at forestille sig, når der kommer lidt mere træ, vinduer og døre ovenpå fundamentet.
Huset er et langhus, hvor de lange sider er mod øst og vest, og gavlene er mod nord og syd. Sådan næsten. Det er måske ikke den mest almindelige placering af et hus, men det passer til grunden og vi får en dejlig ugeneret have mod øst. Og med de varmere somre, så er det helt perfekt, tænker jeg.
Nu glæder jeg mig til næste skridt – alt dette i undergrunden er lidt kedeligt 🙂 men helt nødvendigt.
Garagen og min skygge i sensommerens eftermiddag.
God aften.
Jette
En event er løbet af stabellen. Årets Klimafolkemøde er slut for denne gang. Jeg havde et par vagter og nød at være en del af det store frivillige fællesskab. Der er rigtig mange frivillige – og min indsats var nu ikke overvældende – jeg stod i Info-boden. Men der er utrolig mange mennesker, som har været i gang længe før det hele begyndte – med koordinering, fremstilling af skilte, bannere, udsmykning og meget andet. Og igennem de tre dage, mødet varede, cirkulerede mange rundt og hjalp på scener, med kaffe og skrald og alt muligt andet.
Og overordnet set – så gik det bare godt. Der var en god stemning og ikke mindst godt vejr. Det betyder næsten halvdelen 🙂 Det er bare sjovere at gå rundt i solskin og lunt vejr.
Her er lidt alternative glimt fra mødet.
Så er det i dag, at jeg skal være frivillig på Klimafolkemødet. Det glæder jeg mig til – der er en helt særlig stemning, masser af mennesker og aktiviteter og masser af info om grøn omstilling på alle mulige måder.
På den helt lavpraktiske måde – så binder jeg to buketter med havens og årstidens grene og blomster. Her er klimabelastningen vist nærmest nul.
At bygge et hus er ensbetydende med at ens ordforråd udvides 🙂 Og naturligt nok – der vil altid være fagudtryk og materialenavne, der ikke lige er kendt.
Et sådant ord er “klemliste”. Det er et langt tyndt stykke træ, som bruges i vægkonstruktionen, for at skabe hulrum til ventilation. Så det er et vigtigt stykke træ 🙂
Og i vores lille træhus skal der bruges ret mange meter – faktisk 600 meter.
Men hvorfor er de overhovedet interessante, spørger du måske 🙂 Og et helt rimeligt spørgsmål.
Men da jeg læste vores materialeliste igennem på huset – om alt fra træbeklædning til vandhaner og gipsplader – så viste det sig, at det eneste træ, der var trykimprægneret, var klemlisterne.
Og jeg er ikke venner med trykimprægneret træ. Det er imprægneret i ret kraftige kemikalier, og skal, når det kassereres håndteres som farligt affald. Så det ville jeg meget gerne undgå at have i huset.
Min mand, Ole, har en stor og dejlig have 🙂 Med masser af grønt og masser af græs – og så mit lille vilde bed midt i det hele 🙂
Men det er nu ikke helt rigtigt, at det kun er grønt, for på en tur rundt i går lykkedes det faktisk at finde ret mange fine lilla og lyserøde blomster. Og sammen med nogle grønne blade, ja så blev det til en fin lille sensommerbuket.
Jeg synes stadig det er vældig sjovt at forsøge at lave en buket. Sådan hvor blomsterne ligger på skrå over hinanden, buketten drejes i hånden, mens den bygges op – og til sidst samles med en snor, så alt bliver hvor det skal.
Denne gang er der en konkret anledning. For om godt fjorten dage begynder Klimafolkemødet i Middelfart – og her er jeg frivillig et par af dagene. Og skal stå i Info-boden. Et godt sted at stå – for det er altid dejligt at kunne hjælpe gæsterne med at finde det, de nu søger. Bodens udsmykning står vi frivillige selv for – og jeg bød ind med en buket blomster. For blomster gør bare noget godt ved et rum.
Om mindre end tre uger begynder årets Klimafolkemøde i Middelfart.
Og der er virkelig sket meget siden det begyndte for nogle år siden. Da var man nødt til at skrive på et skilt, hvorfor der flagedes i byen. Det behøves ikke længere 🙂 I år forventer man omkring 30 000 gæster i løbet af de tre dage, Klimafolkemødet varer.
Jeg er frivillig igen i år – det var jeg også sidste år og forrige år. Og i går var jeg så til info-møde om mine opgaver denne gang. Jeg har plads i info-teltet – en sjov og lidt hektisk opgave. Men også dejligt at kunne være med til at få de mange gæster hjulpet og sendt de rigtige steder hen.
I år bliver der som noget nyt lanceret en app ! Den blev først tilgængelig i går – mens vi sad til mødet. Så den er sprit ny. Og vil du down-loade den, søger du blot efter Klimafolkemødet, der hvor du henter apps, og så dukker den op. Og jeg synes, den er ret smart og rimelig let at finde ud af. Og skulle gerne være en hjælp for gæsterne. Og på sigt være med til, at man kan minimere antallet af trykte programmer.
Blæsten har godt nok fået mange mirabeller til at falde til jorden. Men der var stadig lidt på træet, så dem plukkede jeg af – og så må fugle, orme og andre smådyr spise mirabellerne i vejkanten.
Som jeg før har skrevet om, så er mirabeller ikke min yndlingsfrugt – men blandet med andet og lavet til marmelade, så går det nu helt fint 🙂
Jeg bagte i går en omgang mirabelle-snitter. Sådan en kan man nu næsten altid spise. Mørdejsopskriften er den samme som sidste år, men snitterne blev fyldt med det nye marmelade.
En uge er gået siden sidste indlæg – og dermed er Oles ferie også slut. Og det er tid til at vende tilbage til hverdagens rytme og rutiner. Det har nu også sin charme og store værdi. Der bliver ro til at gå med Alba, tid til at skrive på bloggen og masser af mulighed for at gå i køkkenet, høre en podcast eller strikke et par pinde 🙂
Jeg har efterhånden strikket nogle natsværmersjal – og det giver altid lidt restegarn. Så derfor kom idéen med at strikke et hønsestriksjal. Eller i hvert fald noget der minder om hønsestrik.
Hønsestrik blev for alvor brugt i 70’erne – her blev der strikket politiske symboler, kvindetegn og mange andre mønstre ind i toppe, veste og nederdele. Det har jeg nu aldrig gjort. Men de små mønstre gør det muligt at få brugt en masse små rester af garn.
Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal
