Det lyder lidt som en selvmodsigelse. Men det er nu rigtig nok – det er boller bagt med blandt andet gammelt rugbrød. Jeg så ideen på Instagram, og syntes det så ret interessant ud – så det måtte prøves 🙂

Så der er blevet bagt boller – uden æltning – af hvedemel og daggammelt rugbrød. Og resultatet er virkelig godt. Så hvis du har et par skiver rugbrød, der bøjer lidt i kanten, så kan de få nyt liv i denne opskrift 🙂

Boller med rugbrød (10 stk.)

15 gr. gær

3 dl. koldt vand

½ tsk. salt

1 spsk. sirup

150 gr. daggammelt rugbrød

300 gr. hvedemel (evt. lidt groft mel iblandet)

30 gr. hakket mørk chokolade

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Rugbrødet smuldres mellem fingrene, og det hele røres godt sammen og stilles så tildækket til hævning på køkkenbordet 2-3 timer. Sættes i små portioner med en ske på en plade med bagepapir og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages 15 minutter, køler lidt af og så spises de med velbehag 🙂

Det er virkelig en god måde at få brugt det sidste af noget rugbrød på.

God onsdag.

Jette