Jeg har en gang før købt et lille hønsehus – og glædede mig til at få høns. Det var virkelig hyggeligt at have de første høns, og jeg lærte noget om, hvordan de skal holdes og passes, og hvad de kan finde på. Mine første to høns var jævnligt på besøg i naboens have – ikke helt optimalt, men naboen tog det heldigvis pænt.
Tag: Høns Side 1 af 4
Det er en helt almindelig onsdag – uden store planer eller særlige aftaler. Så det blev til en tur rundt udenfor, for at se på efteråret. For det er det blevet. Med smukke farver og nedfaldne blade overalt. Blæsevejret for nogle dage siden ruskede i træerne, så der ligger mange små og store grene rundt om.

Hønsene nyder deres morgentur – imponerende så flittige de er 🙂 Hanen går forrest og har styr på sine høner.

Præstegårdsskoven klarer sig ret godt. Den rummer en del “vild natur” – men det er meget godt. Det kan stadig ses, at jorden har været dyrket som landbrugsjord, for det korn fra sidste års høst, som ikke kom med hjem, det har så spiret i år.

Midt i det hele står en enlig – men meget stor og flot – solsikke. Hvor den kommer fra, vides ikke, men mon ikke en fugl har smidt et solsikkefrø engang 🙂

Alle de nyplantede træer har egentlig fået godt fat. Men det er tydeligt, at det er bedst at plante træer om foråret – ganske som de gode plantefolk også fortalte os. Men timingen passede bare ikke med det store TV2 show sidste år – det løb jo af stabellen i september. Så derfor havde vi også vores skovplanteevent i september.

Men nu et år efter, så er det tydeligt, at de sidste træer, der blev plantet i foråret, de er kommet langt bedre fra start. De er vel næsten dobbelt op på størrelse.
Det bliver spændende at se, hvordan det hele tager sig ud om et år – så er der givetvis sket meget.
Sådan en onsdag i oktober – den er fyldt med farveindtryk og skiftende vejrlig. Jeg håber på, at der også er vejr til endnu en tur ud i det fri 🙂
God onsdag.
Jette
Jeg fik lavet årets første portion tzatziki i aftes. Det er virkelig en forårs og sommerspise. Revet agurk, hvidløg og græsk yoghurt – det spiller 🙂
Og sammen med det spiste jeg en god pastasalat. Jeg tror, du har fornemmet, at pastasalat også står højt på min liste over favorit spiser.

Billedet er taget udenfor – det var dog for koldt til at sidde på terrassen, men lyset er bare så fint derude.
Det samme er mine silkehønseæg – de lyser op, gule og indbydende. De er blevet drysset med lidt karse – jeg såede karsefrø før påske – det er så nu, de er klar til at spise 🙂

Selve salaten er lavet af pasta og dressing, og så ellers tilsat, hvad der var i køleskabet og indkøbt på cykelturen.
Jeg bor jo på landet, hvor nærmeste indkøbsmulighed er godt 3 km. væk, men målet er her i sommerhalvåret, at cykle ud og handle. Det kræver ind i mellem lidt overtalelse 🙂 Men med høj blå himmel, smukt solskins vejr og ikke så meget vind, så blev cyklen trukket ud af garagen og jeg kom afsted 🙂
Tzatziki er hele familien glad for – det er nu også en super måde at spise agurk på. Så her kommer opskriften på en lille portion.

Tzatziki (1-2 pers.)
ca. ½ agurk
1 dl. græsk yoghurt (helst 10 %)
½-1 fed hvidløg
1/3 tsk. groft salt
et nip sukker
peber
Rør en dressing af yoghurt, presset hvidløg, salt, peber og sukker. Hvis det er en fedtfattig yoghurt, du bruger så tilsæt 1-2 tsk. olivenolie. Riv agurken groft og tryk al væden af. Jeg bruger ofte et stykke køkkenrulle eller et rent viskestykke. Det er vigtigt, at en god del af væden kommer af, ellers bliver det hele for vandet. Vend agurk og dressing og rør godt sammen, det må gerne stå lidt og trække smag, inden det skal spises.
Tzatziki kan spises til rigtig meget – så på enhver buffet i sommerhalvåret passer den godt.
På endnu en smuk forårsdag.
Jette
Jeg har længe gået og kigget efter æg! Mine to silkehøns har virkelig holdt en lang vinterpause – men eftersom de også kan finde på at bruge uautoriserede steder som æglægningssted, så er haven blevet tjekket grundigt. Men uden held. Lige indtil weekenden, hvor Ole kiggede ind i det gamle hønsehus, og her lå der æg! Hvor dejligt. Nu er der friske æg til påske.

Og selv om hønsene i sig selv er søde, så er det altså også lidt sjovt, at de lægger æg, som jeg så har glæde af at bruge 🙂
Den grønne plante er lavendel og dufter fint på terrassebordet.

Jeg er efterhånden ved at nå i mål med terrassen. Der er blevet hevet en del ukrudt op mellem fliserne og klippet roser. Og så er der kommet lidt flere nye blomster derud. Alle med stregkoden 57 som begyndelse 🙂
Det gamle bord er ved at gå fra hinanden, men mon ikke det lige holder sommeren over 🙂

Det store og gamle magnolia træ har også travlt i disse dage. Man kan næsten se blomsterne folde sig ud – de er så fine, og mod den meget blå himmel, så spiller det.
I morgen – skærtorsdag – bliver jeg hjemme. Kirken er lukket. Til gengæld fejrer jeg så en lille smule fødselsdag. Her tænker jeg, at terrassen kan komme i brug, for det er godt at opholde sig ude. Også selv om det bliver med en trøje på.
Med ønsket om en god påske til dig.
Jette
Det er ikke altid de store ting, der skal til for at give et smil på læben eller lidt glæde.

I går blev det første æg hentet ind fra hønsehuset. Silkehønsene har holdt en ret lang pause, hvor de ingen æg har lagt, så i går var der bare fest. Det er så hyggeligt og dejligt at tænke, at mine gamle brødrester og lignende bliver omsat og givet retur som det fineste æg.
Jeg synes i hvert fald, at det er sjovt, og jeg hygger mig med hønsene.

For tiden er der to høner og en hane, og det er meget tilpas. Men skulle der komme en kylling eller to til foråret, så er de selvfølgelig også velkommen 🙂
Mine konfirmander og jeg talte i dag om nytårs tanker – og en nævnte blandt andet at hun i 2020 ville tænker over madspild. Og her er hønsene jo virkelig geniale – de spiser madrester og leverer dagen efter et fint og smukt æg. Jeg synes jo det er meget logisk, men en af pigerne spurgte lidt forsigtigt om man nu også bare kunne bruge de æg, der måtte komme 🙂 Og ja, det kan man da – men det ser selvfølgelig lidt anderledes ud, end når de kommer hjem i en æggebakke 🙂
God tirsdag.
Jette
I går var der landet over Åbent Landbrug. Mange forskellige landmænd og landbrug inviterede indenfor, så man ved selvsyn kunne se, hvordan det er at bo på landet i dag. Hvordan grise og køer har det, hvordan grøntsager, korn og andet produceres.

Velkomst blikfang
Jeg har en enkelt gang før været til åbent landbrug – hos min tidligere menighedsrådsformand – men det er mange år siden.
I går bød muligheden sig for igen at komme afsted. Denne gang til Månsson og hans gård nær Brande. Et kæmpe foretagende med grøntsagsproduktion og æg fra fritgående høns som det primære.
Axel Månsson har været landmand i over 40 år og begyndte som almindelig langmand, men lagde undervejs om, så langt det meste nu er økologisk.
Og hans virksomhed er stor – for selv om det er landbrug, så er det også en virksomhed, med ansatte, varer, biler og traktorer og masser af logistik.

Fritgående hvide høns
Og det er stort – der er over 140 000 høns! Helt vildt mange. Dem vi så havde det dejligt, de hyggede sig og var uimponeret af, at der var ret mange gæster på gården i går 🙂 Og på forunderligvis, så vidste hønsene, hvor redekassen var – og det var ikke ude i det fri!
De mange, mange æg sælges i helt almindelige butikker.

De mange grøntsager, der produceres sælges landet over. Og i deres egen gårdbutik. Her blev også solgt deres egne æg. Og en del korn og kerner fra andre økologiske producenter.
Jeg kan ikke komme ind i sådan en butik, uden at få noget med ud igen 🙂 Heller ikke i går.

Nye grøntsager 🙂
Så nu har jeg et glaskål og en spændende asparges-broccoli. Den kender jeg ikke, men det bliver da spændende at smage den 🙂
Det var et interessant besøg på en virksomhed, som er velkørende, og som er et godt eksempel på, at økologi er muligt. Også som rentabel forretning. Og så er det altså spændende at høre om mennesker, der tager en ny retning i deres liv. Som bevæger sig fra noget kendt og almindeligt til at blive frontløber.

Smuk buket
Gårsdagen bød på endnu et køb – en smuk buket. Købt ved auktionen, der blev afholdt i forbindelse med høstgudstjenesten.
Det har været en travl og god weekend – nu fordøjer jeg de mange indtryk 🙂
God mandag.
Jette
Sommerferien 2018 er forbi – det er min faste fridag i dag og i morgen venter møde, samtale og almindelig opsamling efter ugers fravær 🙂

Det har været en dejlig ferie – varm og solrig, og sluttede jo så med blæst og regn i weekenden. Næsten som at fortælle, nu er det hverdag!

Jeg har i år bevidst ikke brugt megen tid på IPad og telefon. Set Sukkertoppen, når det lige passede, og ellers bare nydt dage uden en kalender. Det har været fint – men glæder mig også til at sidde stille og surfe rundt og få læst op på dette og hint 🙂

Mette har passet præstegården, set efter hund, høns og kat – og derimellem besøgt veninder 🙂 Men hun glemte alt om æg, så derfor er der en helt redefuld af nye silkehønseæg. Som bliver vogtet af en silkehøne, der har lagt sig godt til rette oven på dem – for at ruge dem ud 🙂
En rolig begyndelse på hverdagen – god mandag.
Jette
Jeg er helt med på, at jeg bor meget tæt på landet – præstegården grænser jo op til en stor mark. Men derfor behøver ræven absolut ikke komme herind. Og slet ikke da ved højlys dag. Nu er hønsehus og hønsegård endelig sikret som et andet Fort Knoxl – men hvad hjælper det, når den kom midt på dagen, da jeg selv var hjemme.
Men jeg så den ikke. Kun de efterladte fjer.

Lidt trykkede høns
Heldigvis var det ikke alle høns, der forsvandt. Lidt efter lidt kom de overlevende frem fra deres skjul, noget fortumlet over, hvad der var sket. Det viste sig, at der kun var blevet taget en høne. Men det er bestemt også rigeligt !

En morgenglad hane
Og nu går den indre diskussion, om de skal blive i den lille helt lukkede hønsegård – eller om de skal have et frit hønseliv i hele præstegårdshaven? – Det er selvfølgeligt et liv, hvor de ikke er så sikrede, som var de lukket inde. Et dilema, der ikke er noget let svar på!
Jeg valgte at lukke dem ud igen her til morgen – og overvåger dem så godt jeg kan 🙂 Men jeg synes bare, at høns skal have lov til at gå rundt og nyde livet. Til stor glæde for mig, der kigger på.
God onsdag.
Jette
Mine små silkehøns er kilde til meget sjov og glæde. De lever helt deres eget liv, ret uforstyrret af verden omkring dem. Natteravne er de – kl. 22 sidder de stadig ved hovedtrappen og synes, det er for tidligt at gå til ro 🙂

Og æg er de også gode til at lægge. Selv med éen på pause, så kommer der ca. 1½ æg om dagen, og det er ganske fint for de små høns. Normalt bruger de hønsehuset som redekasse.
Men jeg havde alligevel en fornemmelse af, at de også havde fundet et andet sted. Og ganske rigtigt – en dag, hvor den lille høne kom ud på græsplænen og højlydt bekendtgjorde, at nu havde hun lagt et nyt æg, så gik jeg på udkig i budskadset. Og langt inde, godt gemt bag kristtjørn og andre grønne planter, lå en lille bunke æg.

Nu er æggene samlet sammen og taget med indenfor. Og de bliver brugt. For æg har en ret lang holdbarhed takket være deres gode indpakning fra naturens side. Men jeg slår dem nu ud i en skål først og tjekker hvordan de er, inden de kommer i en kage. Og er de for gamle, er du ikke i tvivl – de stinker og skal bare ud igen hurtigst muligt!

Der er blevet bagt lagkagebund, som nu ligger i fryseren. Så kan der ret hurtigt laves en fin kage, når der er brug for det 🙂
På en fin onsdag.
Jette
Jeg ville egentlig have skrevet om en cykeltur i dag – det bliver vist først i morgen. For jeg så lige noget, der trumfede oplevelsen af at cykle en tur 🙂

Se engang! Hvordan det kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Jo jeg vidste godt, at en silkehøne har ruget de seneste tre uger – men hvordan hun så pludselig kommer ud i dag med den fineste lille kylling ved sin side. Der var flere æg, men dem var der nok ikke noget i. Men hvordan den lille fyr her har forceret kanter og høje sten, det forstår jeg ikke.

Da jeg kom ud, blev hønemor straks på vagt og begyndte at fortælle den lille, at nu skulle de ind igen 🙂 og den fulgte efter og masede sig op på stenene og fulgte efter, alt imens den smagte på alt, hvad den stødte på.
En har en gang sagt, at alle dyre børn er dejlige 🙂 og det tror jeg er rigtigt. Denne lille fætter er da i hvert fald helt bedårende. Kun til at blive meget glad af at se på 🙂
God onsdag i solskin og med synet af endnu et af naturens små mirakler.
Jette