diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Høns Side 2 af 5

Et stk. lille bitte kylling

Jeg ville egentlig have skrevet om en cykeltur i dag – det bliver vist først i morgen. For jeg så lige noget, der trumfede oplevelsen af at cykle en tur 🙂

Se engang! Hvordan det kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Jo jeg vidste godt, at en silkehøne har ruget de seneste tre uger – men hvordan hun så pludselig kommer ud i dag med den fineste lille kylling ved sin side. Der var flere æg, men dem var der nok ikke noget i. Men hvordan den lille fyr her har forceret kanter og høje sten, det forstår jeg ikke.

Da jeg kom ud, blev hønemor straks på vagt og begyndte at fortælle den lille, at nu skulle de ind igen 🙂 og den fulgte efter og masede sig op på stenene og fulgte efter, alt imens den smagte på alt, hvad den stødte på.

En har en gang sagt, at alle dyre børn er dejlige 🙂 og det tror jeg er rigtigt. Denne lille fætter er da i hvert fald helt bedårende. Kun til at blive meget glad af at se på 🙂

God onsdag i solskin og med synet af endnu et af naturens små mirakler.

Jette

Hønseglæder

Høns er hyggelige. Mine fire silkehøns og ene hane går frit omkring og byder enhver velkommen – eller rettere, de gør ikke noget, men påkalder sig alligevel behørig opmærksomhed. Giver lige anledning til et par bemærkninger og et smil.

Silkehøns er racehøns, gode til at tage sig af deres afkom og bliver nogenlunde på matriklen. Og lægger de fineste små æg. Mine høns bliver til dels hjemme – de kender dog også godt naboens græsplæne, roder under hans troldhassel og nyder at stå under fuglebrættet – i håb om, at de små fugle skubber noget ud over kanten 🙂

Naboen og jeg deler glæden ved hønsene, så de er tit samtaleemne, når vi mødes. Og han passer dem flittigt og med stor omhu, når jeg ikke er hjemme.

Og så er hønsene sociale – de går sammen. Men vil også gerne være, hvor der er mennesker. Når de ser mig bag køkkenvinduet kommer de løbende over gården – for det kunne jo være, der dumpede noget ud gennem vinduet 🙂

Og de taler sammen. Jeg forstår ikke deres sprog, men det er helt klart, at der er lyde for “fare” og lyde for “at kalde sammen” og lyde for “kom, der er mad”. Fascinerende at iagttage.

Og så er det afstressende at holde høns. Det kan godt være at hønsene ind i mellem løber, men langt det meste af deres tid går de og roder i jorden, ligger på en varm plet eller går i skjul og hygger sig. Og de når alt det, de skal på en dag.

Du fornemmer nok, at jeg er glad for mine høns 🙂

Og så giver de jo de fineste æg, og spiser mit gamle brød, tørre kager og tiloversblevne kogte pasta.

Hønseglæder på en lidt grå onsdag.

Jette

Godt nytår!

Det er blevet tid til at ønske dig et godt og velsignet nytår.

Silkehønsene er klar 🙂 og tænker ikke meget over, hvilken dag det er i dag.

Det er spændende, hvad det nye år vil bringe. Men hvor er jeg glad for, at jeg ikke ved det! Selvfølgelig er mærkedage og andre store begivenheder plottet ind i kalenderen, men de begivenheder og oplevelser, der er med til at sætte spor og farve dagene – de er endnu ukendte.

Med et par linjer fra Grundtvigs salme:

Vær velkommen Herrens år

Og velkommen herhid.

Sandheds Gud! lad dit hellige ord

oplive, oplyse, det høje nord!

Oplive og oplyse – ja, må det være det, ord, tanker og gode mennesker kommer til at gøre i 2018. I den virtuelle verden og i den nære verden lige uden for min dør. Kaste lys over emner, små som store. Give liv til nye idéer og give livsmod, når dagene bliver for mørke.

Hvor er det godt, at det er Herrens år, vi også byder velkomment.

Og så her med foden næsten inde i det nye år går turen sydpå 🙂 Ole og jeg begynder 2018 med en uges ferie på Lanzarote. Det ser jeg frem til – en uge med lidt mere sol og varme end vi har her.

Så det bliver også et på gensyn – bloggen tager på rejse 🙂

Godt nytår – med de bedste ønsker for endnu et nyt år.

Jette

Tirsdags glimt

Det er som om, at tiden flyver, så det bliver meget til små glimt fra dagene, der går 🙂 Det kan nu også være ganske hyggeligt.

I dag er sidste gang minikonfirmanderne kommer – og sædvanen tro får de æbleskiver den dag. Så i dag skal der ikke bages kage, sådan som jeg har gjort her blandt andet.

Kirken er blevet pyntet til advent, den store krans er på plads, krybbespillet er blevet stillet op og i våbenhuset står det fineste lille juletræ – med pynt og stjerne i toppen – og fjernbetjente lys 🙂 Jeg synes, det er så sjovt at kunne tænde lys med en lille fjernbetjening. (Hvor gammel er det lige jeg er 🙂 ?)

I hønsehuset har der de seneste dage ikke været æg! Jeg havde godt bemærket, at hønen havde fundet et nyt sted at lægge æg – under en stikkende kristtjørn. Men her var ingen æg længere – så jeg var på udkig efter et nyt muligt gemmested. Og fandt det! I det helt gamle hønsehus, som ikke længere er i brug, der bruger hun nu redekassen til at lægge sine æg. Det må hun gerne, nu ved jeg jo, hvor jeg kan hente dem 🙂

Og endelig – så er kassen med julepynt kommet ned fra loftet – og de første ting er kommet ud af kassen. Ren gensynsglæde 🙂

God tirsdag.

Jette

Selvforsynende med æg

Det er måske nok at tage de lidt optimistiske briller på 🙂 Men i hvert fald så er den flinke høne igen begyndt at lægge æg.

Ca. hver anden dag ligger der det fineste lille silkehønseæg ude i hønsehuset. Det er altså en fornøjelse.

Den lille silkehønsefamilie går mest en dels på gårdspladsen, så en tur på græsset på præstevejen og endelig har de fundet ud af, at der er lækkert korn tilbage på den nyligt høstede præstemark. Det er måske ikke økologisk det hele, men det er i hvert fald friskt og grønt. Og maden er blevet nydt i ro og mag og eget tempo.

Hanen er på plads – mens hønen er på arbejde 🙂 Der ligger nok et lille fint æg i huset lidt senere i dag. Hvor godt!

Jeg tror du fornemmer, at jeg er ret glad for mine små høns – de er super hyggelige, og nyttige.

God onsdag.

Jette

Fredags glimt

Det er en skøn og stille fredag morgen – sol og blå himmel. Så her er et par glimt fra udenfor 🙂

Hønsene bliver lukket ud som det første om morgenen. De er ikke alle lige vågne – det er tydeligt, at kyllingerne er ved at være teenagere 🙂

Så mens hr. og fru høne var i gang med det grønne græs på præstevejen,

så var næste generation kun lige kommet ud af huset 🙂 Men de trives og vokser. Nu venter jeg så bare på, at hønen igen begynder at lægge æg. Det bliver dejligt igen at kunne være selvforsynende på det område.

Det kraftige blæsevejr forleden ruskede godt i den store vandkastanje – som jeg tror den hedder. Men det står stadig og breder sig flot og meget symmetrisk op mod den blå september himmel.

Og så har jeg høstgudstjeneste igen på søndag – denne gang i Kauslunde kirke. Noget af kirkens personale har været super kreative og lavet denne flotte reklame. Kirkekunst får en ny betydning her 🙂

Må du få en skøn weekend.

Jette

Glimt fra en mandag morgen

På vej ud af døren igen 🙂 Den sidste måneds tid har været præget af  meget ind og ud – ret ulig min almindelige hverdag. Men spændende – men også lidt krævende.

Men lige et par glimt fra en skøn sensommer mandag morgen i et skarpt lys.

Hønsene er lukket ud – kyllingerne vokser. Dog er der en af de små, der hænger lidt med hovedet – jeg håber, den kommer sig.

Og så har jeg tilmeldt mig Årstiderne. Jeg har en gang for rigtig mange år siden været tilmeldt og fået leveret en kasse med økologiske grøntsager. Nu giver jeg det et forsøg igen. Der er på en måde noget tiltalende ved, at der står en kasse på ens trappe med mad til flere dage, når kan kommer hjem 🙂 Jeg glæder mig til at prøve det igen. Og der følger en lækker velkomstgave med – skøn olivenolie og noget eddike.

Ole nåede i weekenden at save den knækkede blommegren i stykker – så nu ligger der brænde, der venter på, at jeg får det kløvet 🙂 Men det bliver ikke i dag.

For jeg er som sagt på vej ud af døren – på vej i sommerhus. I dag for at mødes med en journalist fra Fyens Stiftstidende. Jeg har fået mulighed for at fortælle om sommerhusbyggeriet og de forskellige valg af træ, fundament og isolering – genbrug og indretning. Det bliver ret sjovt. Jeg skal nok vende tilbage, når jeg ved, hvornår der kan læses om det i boligmagasinet Base 🙂

God mandag.

Jette

Cookies med glaze :-)

Der blev noget lækker glaze til overs i går. Det består af hvid chokolade, fløde og sukker – og det er altså for godt til at give til hønsene 🙂 Det må kunne bruges.

Så der blev eksperimenteret – og her er resultatet 🙂 Det er kager uden æg, glazen er “bindemidlet” i disse cookies.

Cookies med glaze (10-12 stk)

1 dl. glaze

50 gr. sukker

50 gr. farin

60 gr. smør

40 gr. havregryn

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

lidt groft salt

30 gr. grofthakket chokolade

Pisk smør, sukke og farin sammen, lun glazen og kom den i og pisk det sammen. Vend de øvrige ingredienser i dejen og rør det godt sammen. Dejen sættes med en ske i passende klumper på en plade med bagepapir. Bages ved 175 grader ca. 15 minutter. Køler af på pladen.

Det blev faktisk udmærkede kager. De er nu kommet i en fin kagedåse og tager turen ned i sommerhuset.

Og så blev det dagen, hvor kyllingerne endelig kom ud af reden. Gravermedhjælperen gav en hånd med – hun har klart mere føling med det, end jeg har. Så med et kærligt skub landede alle kyllinger sikkert på jorden – og er nu ved at undersøge, hvad det er for en verden 🙂

God og sommerlig weekend.

Jette

Der kom kyllinger :-)

Efter i flere dage at have lyttet koncentreret og konkluderet, at der var ikke kommet små silkekyllinger – så skete det pludselig i går: Der var kommet små nuttede silkekyllinger!

Der var klækket fem æg med 5 levende kyllinger. Desværre gik der en af dem til i løbet af dagen. Men her til morgen er der stadig godt liv i 4 små kyllinger. Og hver er de søde 🙂

Jeg ved ikke meget om at passe kyllinger, har aldrig haft nogen før – så livlinen hed gravermedhjælperen! Hun kom mig til undsætning og lavede små foderskåle og havde lige den rigtige mad. Og hønen spreder sine vinger ud og varmer de små “duntotter” utroligt godt – så jeg tror nok, de skal komme godt fra start.

Hønen var lige ude og vende og spise lidt mad – men så snart hun opdagede, at jeg kiggede ned til kyllingerne, skyndte hun sig tilbage. Hun er en god hønemor 🙂

God onsdag.

Jette

Silkehønen ruger

Jeg har aldrig i mit liv før haft en høne, der ligger på æg. Altså ruger – med henblik på at udruge små kyllinger 🙂 Det er lidt fascinerende og spændende.

Jeg havde spurgt min gravermedhjælper om, hvordan jeg kunne vide, at hønen var skruk. “Det er du slet ikke i tvivl om, når det sker!” Javel så. Men hun havde ret, der er ingen i miles omkreds, der er i tvivl om, at hun nu kun vil ligge i sin rede dagen lang, og kommer man hende for nær så hakker hun efter en 🙂

Så nu er hun blevet installeret med 6 æg under sig – og så venter jeg – og hanen ganske utålmodigt. Jeg tror, hanen synes det er lidt kedeligt at være ene hane i en tom og kedelig hønsegård 🙂 Men det er vist vilkårene lige nu.

Først om ca. tre uger får vi resultatet at se – håber det bedste 🙂

På en fin sommerdag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal