Måned: september 2017 Side 1 af 2

Marken er mejet, og høet er høstet

kornet er i laderne, og høet står i hæs. (Mads Hansen, 1868)

Den gamle høstsang synges stadig med glæde  – og med en fornemmelse af, at når høsten er i hus, så er der grund til fest, god mad og sjov og glæde.

Det fejrer vi i kirken, i hallen og på plejehjemmet 🙂

Jeg var til høstfest sammen med min far i går på plejehjemmet. Og de havde virkelig gjort noget ud af det, så det blev en meget hyggelig eftermiddag.

Frivillige havde dækket og pyntet bordet, de anrettede og serverede maden, så personalet kunne sidde med ved bordet og nyde en stund sammen med beboerne. Personalet havde klædet om fra arbejdstøj til eget tøj – det virkede så godt. Det var med til at understrege oplevelsen af en fælles fest.

Underholdning og sang og musik var lagt i hænderne på Den skaldede pædagog. Og det mesterede han rigtig fint. Tilpas med fællessang og tilpas baggrundsmusik undervejs, så jo – han får mange rosende ord med herfra 🙂

Diva var med til fest! Hun skabte naturlig glæde og blev noget forkælet undervejs 🙂

Og min gamle far deltog, han klarede fint at sidde til bords i flere timer – men nød også et velfortjent hvil bagefter 🙂

Og så blev jeg bekræftet i, at det var godt, at min far kom på det lokale plejehjem og ikke blev flyttet til Fyn eller andre steder. For selv om han er gammel, så var der stadig en del af gæsterne ved festen i går, som huskede ham og som kendte ham. Og det er altså rart.

God fredag.

Jette

En helt almindelig onsdag i september – ja, det var det.

Og så lidt anderledes, alene af den grund at jeg havde Mus samtale med provsten. Det sker ca. en gang om året, og det er altid lejlighed til at reflektere over, hvordan det lige er at være præst her. Hvad er jeg glad for, hvad frustrerer og hvordan er det at være præstefamilie. Det sidste havde jo ændret sig, siden Ole kom ind i billedet. Men det kunne jeg kun fortælle godt om 🙂

Referatet af samtalen skulle jeg selv skrive efter aftale med provsten. Og det kunne jeg snildt sidde i sommerhuset og gøre – blev jeg enig med mig selv om.

Og så kunne jeg lige få slået græsset – hvis det nu var tørvejr. Og det var det 🙂 og lidt solskin. Samtidig forundredes jeg over, hvor godt min sankthansurt havde klaret at blive flyttet i foråret fra Midtjylland til Sydfyn. Den blomstrer og breder sig – se selv:

Det første billede er fra i går det andet fra midt i maj 🙂

Dagen sluttede med et meget interessant foredrag om arbejdsglæde, arrangeret af Middelfart Sparekasse.

Generelt er vi meget glade for at gå på arbejde og for vores arbejde. Men det var spændende at se og høre lidt mere om, hvad der styrkede og fremmede arbejdsglæden.

Alexander Kjerulf var ham, der fortalte levende om det – ses yderst til højre i billedet. Og et af nøgleordene i oplægget var Tillid. Som medarbejder at blive mødt med tillid til, at man kan magte sin opgave. Uhyre enkelt, men enormt vigtigt.

Arbejdsglæde er ikke en passiv størrelse – men noget både ledelse og medarbejdere har ansvar for. Og et lille fint eksempel på, hvad der kan gøre, at man synes, det har været en god dag på jobbet er, hvis man har mødt: Uventet venlighed. Et fantastisk udtryk. Men meget præcist. Hvis en helt uventet har sagt noget sødt eller pænt til en – så bliver man da glad. Eller hvis det ud af det blå påskønnes, hvis en afdeling virkelig har gjort det godt og nået et mål.

Arbejdsglæde er noget vi gør – var også en af hans pointer. Ganske tankevækkende.

Jeg sidder og tænker på Løgstrups ord: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Det lyder måske lidt stort og flot. Men understreger bare, at vi har et medansvar for, hvordan vores nærmeste har det – om det så er familie, venner eller kollegaer.

Og det at rose og påskønne ens kollega – det bringer glæde og skaber en god stemning.

På en helt almindelig torsdag morgen.

Jette