diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 1 af 48

Sommer og stenbed

Det er blevet sommer i dag 🙂 i hvert fald ifølge kalenderen. Og det er bare en særlig tid på året. Som jo de fleste årstider er. Men de lyse aftner og de lyse nætter – de er noget helt særligt.

Jeg var i kirke i går, og her sluttede vi med at synge dette vers:

Når æbletræets hvide gren

strør blomster på min trappesten

og luften har det lyse skær

af nyudsprungne bøgetræer –

så ved jeg det igen er maj

og sommer er på vej. (100 salmer, 805,1)

Sådan sluttede maj – og sommer er på vej 🙂

På kanten af pinsen

Om få dage er det pinse, og det er tid til at synge:

Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes!

(Den danske salmebog nr. 291,4)

Søndag er der Vild Havedag

Så er det på søndag, den 17. maj, at der igen er Vild Havedag. Og som en, der synes, at ordspil er lidt sjove, så gælder det også denne titel. For en vild havedag kan jo både være en dag, hvor man ser på vilde haver. Men det kan jo også være et billede på, at man er vild med haver 🙂 Begge betydninger tillægger jeg overskriften 🙂

Og glæder mig til igen i år at invitere til Vild Havedag. Og sagt med det samme, så er det ikke fordi min del af haven er så vild igen – men der er mange forskellige ting og planter i haven – og det er i sig selv også godt for dyreliv og biodiversitet. Og godt for mit velvære – for det er hyggeligt at gå rundt og hilse godmorgen til asparges og rabarber og det lille havebassin og alle træerne. Lige nu er frugttræerne fyldte med blomster – det ser så fint ud.

Fra bageblog til haveblog

Det lyder mere ambitiøst end det egentlig er. Men der går bare længere og længere tid mellem, at jeg bager fine kager og særlige brød – det bliver mest til koldthævede boller 🙂 Og de er også super gode, men dem kan jeg jo ikke blive ved at skrive om – så fokus har skiftet lidt. Nu er det ikke længere kager til menighedsrådsmøder eller småkager kirkekaffe, der tænkes i, men derimod, hvad der skal laves og plantes i min vilde have.

Det er virkelig sjovt og spændende – men der gælder det samme her, som da jeg begyndte at skrive på bloggen om bagning: At jeg har ingen faglig baggrund, så det jeg skriver er kun det, jeg ser og oplever og gør mig erfaring med. Og håber så, at du måske synes det er lidt sjovt eller interessant at læse med – du er i hvert fald velkommen 🙂

På vej mod påske

For første gang i mange år, har jeg ingen gudstjenester, der skal forberedes. Det er faktisk lidt mærkeligt – men giver jo så mulighed for at tænke lidt mere have, familie og fødselsdage. Foråret er fyldt med de sidste, og mærkedage er altid gode at markere.

“Snemand Frost og Frk. Tø …”

På få dage har sneen og snemændene fået alvorlige udfordringer med Frk. Tø 🙂 Og det gør ikke noget. Det passer mig virkelig godt.

Men efter en rundtur i haven blev jeg alligevel lidt overvældet. For nok er der stor gensynsglæde med alle træer, planter og højbede – men det hele ser alligevel lidt trist, vådt og gråt ud. Og hvor skal jeg dog lige begynde, for at få lidt fint vild have i gang igen. Det bedste og mest oplagte svar er nok: “Vent og se” Vent på lidt lunere vinde, lidt mere sol og en jord, der langsomt bliver varmere – så skal der nok ske små mirakler i den noget forpjuskede have.

Staudebedet står med frøstande og brune stilke – det bliver fint at få dem klippet ned. Men jeg venter – på sol og varmere vejr 🙂

Oles bålfad er flyttet med til Jelling. Jeg har en plan om, at jeg vil til at tænde bål noget oftere, og så sidde og kigge på det – og måske lige bage et snobrød. Som alternativ til at kigge i på TV, så synes jeg det lyder som en glimrende ide 🙂 Men igen, jeg venter – på sol og varmere vejr.

Rundt om huset er der stablet op med kasser, træ og krukker. Det hele er ikke mit, vi venter stadig på at skuret bliver helt færdigt, for så kommer noget af det ind i skuret. Men indtil videre er der lidt kaos og rod på østsiden af huset. Men bord og bænk er klar på terrassen – jeg venter blot – på sol og varmere vejr 🙂

Så ja, sneen er helt klart på retur og nærmest væk mange steder – men foråret – det venter jeg stadig på 🙂

God tirsdag.

Jette

Som i vinterhi

Hold nu op, hvor jeg glæder mig til forår! Til veje uden sne og is. Til at se vintergækker og erantis og alle de andre forårsbebudere. Jeg glæder mig til, at min flyverdragt får fri og jeg kan nøjes med en helt almindelig jakke, når jeg skal uden for døren 🙂

Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan. Det er hyggeligt indenfor – men det bliver så godt at kunne komme ud i haven igen. Komme i gang med små projekter – plante lidt, klippe stauder ned og nyde hver enkelt lille grøn spire der kommer op af jorden.

Sidste år begyndte jeg at skrive i min havebog. Nok nærmere et hæfte, hvor planer, tegninger og ideer og tanker bliver nedfældet. Så er det bare lettere at huske. Men lige nu er det mest drømme og forventning 🙂 For sneen ligger stadig tykt som en fin dyne over den ny-såede græsplæne og min vilde have.

Godt nytår 2026

Så har året taget sin begyndelse – det er allerede blevet 2. januar 2026. Det lysner uden for – det føles faktisk som om dagene er blevet en my længere, og hvor er det rart.

Vores indtræden i det nye år skete fredeligt og roligt i godt selskab. Næsten som “same procedure as last year” Men i år dog uden krudt og bordbomber, og det var faktisk en befrielse. Serpentiner og lidt vin i glasset, så kommer man altså langt 🙂

Jeg havde tilbudt at medbringe desserten til festen – og lavede kage-tapas. Små stykker kage med hver deres smag – men i år med et violet skær 🙂 uden egentlig nogen anledning. Det blev bl.a. min nøddetærte, som ses øverst. Den smager bare altid godt.

Vintersolhverv og 4. søndag i advent

Den 21. december er en dato, der kan noget. Nu vender lyset tilbage. Jeg synes december – i vejret – har været temmelig gråt, så nu glæder jeg mig til at det hele vender. At dagene længes og lyset ganske langsomt igen tager over.

I går skinnede solen – det var virkelig en fornøjelse. Vi trængte til sollys 🙂 Min julerose strålede om kap med solen. Det er det juleroser kan – fascinerende at de blomstrer netop her ved juletid.

4. søndag i advent – og alle fire lys i adventskransen er tændt – nu er det næsten jul.

Haven på vej i hi

Det er efterår. Og dagene i sidste uge, med sol og blå himmel synes langt væk, nu er det regn, rusk og våde sko. Ikke min favorit vejrudsigt, men alligevel passer det vel til årstiden.

Haven er i hvert fald enig med kalenderen og er på vej i hi. Der er ikke mange blade tilbage på frugttræerne og frosten tog i den grad pynten af mine dahlia. De har ikke givet særlig mange blomster, men har stået kraftige og grønne, og det kan også noget i en ny og åben have 🙂

Side 1 af 48

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal