På strikketur med bålmad

Alene kombinationen får en til at spidse ører 🙂 Men det var præcis det, jeg deltog i på Sydfyn i går. I godt selskab med min svigerinde kørte vi turen forbi mit gamle sommerhus og videre til Pejrup, hvor der ventede os en særlig oplevelse.

Strik i naturen og lækker bålmad. Og det var netop de to ting, vores søde vært Stine ønskede vi skulle opleve. Glæden ved at sidde ude i naturen og strikke – og snakke, og så undervejs nyde lækker mad lavet over bål. Og selv om vi mangler regn, så var vejret i går bare perfekt til sådan en tur. Næsten ingen vind, solskin og varme og skygge fra store træer – så var det bare at læne sig tilbage og nyde dagen.

Og det gjorde jeg 🙂 Jeg har ikke før siddet udenfor og strikket – men hvorfor ikke det? Det kan man sagtens, og oplever samtidig naturen med både fuglesang og duften af græs og blomster. Så fremover kommer mit strikketøj oftere med på tur i det fri.

Dagen sluttede med et besøg på Stofmøllen. En gammel restaureret mølle, hvor der var lidt af hvert – udover metervis af stof, utrolig mange knapper og en del lækkert garn. Jeg gik derfra med en ny syæske – impuls købt – men jeg er så glad for den. Og har længe været på udkig efter en, da den gamle plastikværktøjskasse er begyndt at smuldre.

Nu har jeg den fineste syæske i træ og betrukket med stof – det er noget af en opgradering 🙂

Og så glemte jeg helt at fortælle om bålmaden. Stine lavede den lækreste ærterisotto i en kæmpe gryde hængende over et bålfad. Den ret skal jeg prøve at lave i mit køkken – opskriften er fra Grød og ligger her

Men først når jeg er tilbage – bloggen holder pause – der står ferie i kalenderen 🙂

God onsdag.

Jette

Forrige indlæg

Glutenfri lagkage

Næste indlæg

Byggetilladelsen :-)

2 Kommentarer

  1. Else-Marie Klerens

    Hej Jette. Ja det var da en anderledes oplevelse. Kan se du er i gang med endnu et kompliceret strikkeprojekt. Må også prøve den madopskrift. God sommerferie fra Else-Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal