Bag Bagning med Budget mm er jeg – Jette Holm Rosendal (født i 1961 i Vendsyssel).
Bagning med Budget mm – navnet er sammensat. Budget refererede til Føtex discount mærke (som siden har ændret navn). Og bagning er bare min store interesse. Mm – med mere – giver mulighed for at skrive om stort og småt set gennem mine briller.
Jeg har ikke nogen uddannelse inden for bagning overhovedet (har været præst i Folkekirken i mit arbejdsliv) – men min mor har bagt utrolig meget op gennem min barndom. Så noget har jeg lært og set der, og ellers har jeg bare kastet mig ud i det. Jeg nyder det kreative element i bagningen. Og dette at se noget forvandle sig undervejs – fra enkle ingredienser til at ende som flotte og smagfulde brød og kager.
Jeg nyder selvfølgelig lækre ingredienser – special mel, delikat chokolade, fede vaniljestænger og solgule æggeblommer.
Bagning med Budget mm – her håber jeg at kunne give bageglæden videre.
Men også skrive om, hvad der ellers optager mig i hverdagen.
Der vil være tanker om bæredygtighed og hvordan vi tager vare på den jord, vi er betroet. De tanker tog for alvor fart, da jeg i 2016/2017 byggede et lille FSC certificeret træsommerhus – miljørigtigt, bæredygtigt og med et lille CO2 aftryk.
Det hus er nu solgt, men i 2024 byggede min mand og jeg et lille træhus i Jelling – ud fra de samme tanker. Om et lille CO2 aftryk og med brug af solide og gode materialer. Og genbrug – det blev nu især i indretningen 🙂
Har du kommentarer eller ideer til min blog, er du meget velkommen til at skrive 🙂 Enten her i kommentar feltet eller på: kontakt@bagningmedbudget.dk
Desuden er der billeder på Instagram – under: bagningmedbudget og traehus_i_jelling.
En kærlig hilsen til dig, der læser med
Jette