diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Kærnehuset Side 1 af 6

1. juni – et år er gået

I dag er det præcis et år siden, at sommerhuset blev overtaget af de nye ejere. Lidt utroligt, at det allerede er så længe siden. Det var den rigtige beslutning, men jeg savner stadig lidt at komme derned – dufte til træet og nyde det fine håndværk. Og se og mærke vandet.

Men beslutningen var rigtig nok. Et nyt husprojekt ventede. Et lille helårshus i Jelling. Og det projekt venter så stadig 🙂 Det havde jeg ikke lige set komme, at det ville være så længe undervejs.

Men vi er på vej – byggetilladelsen kan nu skimtes i det fjerne, og når den først er i hus, så kan vi tage næste skridt. At få støbt et fundament og rejst et hus. Hvor bliver det vildt – og ret så spændende.

Indtil da læser jeg om bæredygtigt byggeri – og finder spændende materialer, vi kan bruge. Køber lidt genbrug og gemmer lidt løg og planter til den nye have.

En æra slutter

Måske et lidt stort ord at bruge om noget, som kun har varet i syv år. Men det føles alligevel som lang tid, og meget er sket undervejs.

I dag skifter sommerhuset nemlig ejer. En ny familie tager over og vil fremover gøre Kærnehuset til deres hus. For fem år siden stod Mette på samme sted, som jeg stod i går – med nøglen til huset i hånden. Den gang havde tømrerne lige lukket huset, og der skulle fremover bruges en nøgle for at komme ind 🙂 Nu er jeg klar til at give nøglen videre.

I går slog Ole græs og jeg tog krydderier, bøger og det sidste tøj med retur, nu skal det bruges et andet sted. At sælge sommerhus betyder oftest at alt indboet følger med. Og det giver god mening, men det er alligevel vemodigt at tænke på – for der er ikke meget i det lille hus, som ikke har en historie – lige fra spisestole til lampen over komfuret.

Sommerhuset er solgt

Det er virkelig lidt mærkeligt at skrive den overskrift. Nu har jeg gået og ventet på, at det skulle ske, forberedt mig på det – men så er det alligevel lidt underligt, når det sker. Lidt vemodigt – men også et godt skridt på livets nye vej. For der ligger en grund og venter på, at der kan bygges et nyt lille træhus der.

Men nu skal der først siges ordentlig farvel til Kærnehuset. Det er stadig udlejet en del, så jeg får rig lejlighed til den næste måned at komme herned, være i huset og bare nyde duften af træ, glæde mig over alle de gode ting i og ved huset. Alt sammen noget, som nu gives videre til de nye ejere.

Jeg når lige at få glæden af mine første asparges 🙂 De står midt blandt alt andet i et højbed, og kommer så fint frem netop nu. Jeg glæder mig til at smage dem – og håber de kommende ejere også sætter pris på asparges 🙂

Der kommer helt sikkert flere glimt fra Kærnehuset den næste måned. Men lige nu skal tanken helt falde på plads – at en drøm gives videre.

God weekend.

Jette

Kærnehuset er til salg

Det ville jeg faktisk ikke have troet skulle ske – i hvert fald ikke allerede nu. Da jeg for godt seks år siden købte grunden ved Faldsled var det med tanke på at bygge et sommerhus, som familien fremover kunne bruge i mange år. Godt nok var det et lille hus, men der var god plads uden om og en strand meget tæt på – så der var mulighed for mange gode dage i det lille hus.

Men tiderne ændrede sig. Og på en måde er det jo godt, at vi ikke kan se særlig langt ind i fremtiden – i hvert fald på nogle områder. For hvis vi på forhånd vidste hvordan livet ville forme sig – ja så var der jo mange ting vi ikke ville gøre.

November glimt fra sommerhuset

Det er blevet vådt og gråt og virkelig novemberagtigt. Men det kan sagtens lade sig gøre at finde små lyspunkter eller skæve input uden for alligevel. Jeg var i sommerhus og hyggede mig. Godt med ild i brændeovnen og et par ture ned til vandet, strikkede lidt på natsværmersjalet og fik syet et par sømme på en ny kjole i genbrugsstof – så det var da en god dag 🙂

Højbedene er efterårsagtige. Men der er stadig lidt blomster tilbage. Fairy rosen blomstrer fortsat og det samme gør julerosen. Og min stolte kavaler står med skønne lilla blomster. Det er da festligt.

Cheesecake med jordbær og ribs

Jeg havde gæster i sommerhuset i går. Og der blev serveret grøn aftensmad med salater og falafler og foccaica – og så sluttet af med denne cheesecake. De sidste jordbær og de første ribs blev brugt i denne cheesecake. Den er rimelig klassisk – det eneste lidt særlige er, at der ligger lidt bær puré inde i cremen. Det fungerer – men det er altså bedre at røre puréen i selve cremen. Det gøres næste gang 🙂

Svaleunger

Jeg har fået svaleunger 🙂 Eller rettere svaleparret har udruget det første kuld svaleunger. Så nu er der en flittig flyven frem og tilbage, for svaleungerne er sultne. De sidder med åbent næb og får noget proppet ind i løbet af et halvt sekund, så er svalemor afsted igen. Imens vender ungen sig om og lader en klat falde ned – lige uden for reden. Og det sviner! Men jeg tænker, at reden er fin indvendig 🙂

Genbrugs guld

Det er måske nok store ord at bruge 🙂 Men jeg var nu mega glad, da jeg gik hjem med mit nye indkøb forleden i den lokale Kirkens Korshærs genbrugsbutik.

Anledningen til at komme i butikken var igen de mange lysestumper, som jeg havde fået samlet sammen. Ikke kun mine egne, men lige så meget lysestumper, som årets konfirmander har haft med og lysestumper fra kirken. Jeg synes, det er så godt tænkt, at små stumper af lys kan smeltes om og blive til nye lys, der så kan sælges i butikken – og overskuddet kommer nødstedte mennesker i Danmark til hjælp. Det er næstekærlighed helt i jordhøjde.

Fredag morgen

Det måtte næsten være overskriften i dag – efter ugens to andre indlæg. Det har været små glimt fra morgenerne i uge 26 🙂 En dejlig uge i sommeren 2021. Og fredagen er fortsat i samme spor – jeg vågnede med et åbent vindue og solskin og fuglesang. Det er en skøn måde at vågne på – især når der også er tid til lige at ligge og nyde det hele lidt 🙂

Solen spiller så fint gennem de høje træer, som står i det beskyttede dige og danner skel til naboens mark. Sommerhusets beklædning (cedertræ) er med tiden blevet mere patineret og er gråligt i farven, men solen får det til at lyse i røde nuancer.

Nat på terrassen

Det var varmt i går 🙂 Ikke at jeg klager over, at sommeren endelig er her, men det bliver bare også varmt inden døre. Og især når jeg skal sove, er det en udfordring med megen varme. Så hele dagen i går gik jeg og glædede mig til, at jeg ville sove uden dørs. Sove på terrassen og være under halvtag. Ole og jeg har gjort det en enkelt gang før, da der også var mega varmt.

Side 1 af 6

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal