Det måtte næsten være overskriften i dag – efter ugens to andre indlæg. Det har været små glimt fra morgenerne i uge 26 🙂 En dejlig uge i sommeren 2021. Og fredagen er fortsat i samme spor – jeg vågnede med et åbent vindue og solskin og fuglesang. Det er en skøn måde at vågne på – især når der også er tid til lige at ligge og nyde det hele lidt 🙂
Solen spiller så fint gennem de høje træer, som står i det beskyttede dige og danner skel til naboens mark. Sommerhusets beklædning (cedertræ) er med tiden blevet mere patineret og er gråligt i farven, men solen får det til at lyse i røde nuancer.
Solens stråler nåede også at ramme højbedene. Planter og blomster står vældig godt lige nu – der er kommet vand og varme – så trives det meste. I år er det dog kornblomsterne, der ligesom har taget overtaget – men de er nu også vældig kønne, så det er helt fint.
Jeg har en enkelt tomatplante, som er flyttet ind på den overdækkede terrasse. Jeg håber, den står tilpas meget i læ, og får noget sol og varme, så den med tiden kan give nogle fine tomater. Der er et stykke vej endnu, men der er da kommet de første små grønne tomater. Så mon ikke det lykkes 🙂
Sommermorgener er virkelig noget for sig.
“Solen stråler over vang,
se dog urtevrimlen;
let og glad som lærkens sang
løft dig, sjæl, mod himlen!”
Den danske salmebog 724,1
God weekend
Jette
Skriv et svar