Jeg tror ikke, at det ord findes. Men det giver nu alligevel mening – for tiden nu, og de sidste mange måneder, den har bare været defineret ud fra corona. Når vi tænker på aktiviteter, nedlukninger og manglende fester og sammenkomster, så skyldes det, at tiden er en anden. Det er blevet coronatid.
Coronatid er også tydelig, når jeg holder gudstjeneste for tiden. 30 minutter max – så når gudstjenesten er slut, tjekker jeg tiden på uret i Sakristiet – jo det var under de 30 minutter – så alt var i orden. En underlig måde at planlægge gudstjeneste på. For når vi ellers tænker på Gud, så er tid ligesom anderledes i hans univers – som det står i Det gamle Testamente:
“Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.” (Salmernes bog 90,4)
Så at tænke alt i minutter og timer, det rimer ikke helt med Guds tid og kirketid 🙂
Men coronatid er også tid til at gøre noget af det, vi ikke gør så ofte ellers – fordi vi ikke har tid. Jeg kan se det på mit strikketøj – der er alligevel sket noget hen over efterår og jul.
Jeg er ikke færdig endnu med sjalet med de mange natsværmere– men jeg er på vej. Lige nu mangler der en strikket kant rundt om de to sider. Men jeg synes alligevel, at det godt kan vises nu 🙂 for jeg er faktisk lidt stolt af resultatet indtil nu.
Sjalet er strikket i ren uld, og det bliver enormt varmt at gå med. Men det er jo også meningen med sjalet. Jeg synes de små snefnug i øverste kant er så fine.
Og ned langs siderne er alle de opklippede masker nu blevet lukket inde, så de slet ikke kan ses 🙂 Jeg synes virkelig Ruth Sørensen, der har skabt den her opskrift, har gjort det så godt. Og det er virkelig sjovt at strikke det.
Der venter timer af strikketid endnu – så det varer noget, før det færdige resultat bliver vist. Men coronatid kan også noget godt. I julen var det puslespilstid – fordybelse og lidt samarbejde. Nu er det strikketid – mens der lyttes til en god og interessant podcast.
God mandag – i coronatid.
Jette
