Eller måske rettere forskellige gøremål. På turen rundt i haven i dag fik jeg øje på nogle hårdtarbejdende mariehøns. Jeg havde set, at der var kommet lus i nogle af mine blomster i højbedet – men i dag fik de kamp til stregen. Mariehønsene havde fundet et godt sted at slå sig ned 🙂 Det er altså lidt fascinerende, hvordan naturen spiller sammen. Lusene taber her.
Morgenen startede dog mere fredeligt ud 🙂 Der blev strikket en omgang på endnu et natsværmersjal. Jeg har efterhånden ikke helt tal på antallet af sjaler, men det er så hyggeligt et arbejde at sidde med. Og tager så lang tid, og i al den tid, skal jeg jo slet ikke tænke på, hvad jeg ellers kunne strikke 🙂
Mit nyindkøbte spisebord, fra DBA, det er jeg så småt gået i gang med at kigge på. Det er nu blevet slebet ned. Det larmer en del. En rystepudser er ikke lydløs, men den er til gengæld effektiv. Jeg havde ikke noget høreværn, så løsningen blev at låne Oles 🙂 Dem, han bruger, når der fældes store træer, så de var lidt overdimensionerede – men gode var de 🙂
Det kommer til at gå noget mere fredeligt for sig, når jeg skal male med linolie 🙂
God mandag.
Jette
Skriv et svar