Tænk, der er kun fem måneder tilbage af 2023 🙂 Dagene ruller afsted – og som det står i mit bornholmer ur: “Tempus fugit” (Tiden flygter) Og dermed ingen tvivl om, at tiden har det med at løbe fra en. Den flyver afsted, og vi har svært ved at følge med.
Derfor er dagbøger faktisk også en god ting – de er med til at holde fast i minder og oplevelser, vi ellers hurtigt glemmer igen. Bloggen her fungerer lidt på samme måde. Når jeg ind imellem kigger tilbage, så møder jeg indlæg, opskrifter og stemninger jeg helt har glemt 🙂
De sidste dage i juli har budt på fødselsdage, besøg og bryllupsdag. Min søster og svoger fejrede 120 års fødselsdag hjemme i deres have og lade – et dejligt arrangement med masser af glade og dejlige mennesker. Og til kaffebordet var gæsterne blevet bedt om at medbringe kage. Mit bidrag blev øverste billede – en rababer-æble crumble og grønne macarons.