Det er blevet ret efterårsagtigt. Vel ikke så mærkeligt her midt i september. Men det er stadig mildt, så det er fint også at gå en tur udenfor. Og især en tidlig morgen med dugdråber i græsset, så træder de flotteste edderkoppespind også frem.

Det er imponerende hvor sirligt og fint sådan et spind er. Og hvor stærke de utallige tråde er. Og hvor godt de sætter sig fast i ens ansigt, hvis man kommer til at gå ind i sådan et edderkoppespind 🙂

Efteråret er også æbler. Min yndlingsfrugt når der skal bages kager. De er så taknemmelige at arbejde med. Sidst jeg bagte, blev det til denne fine æbletærte. En helt almindelig mørdej, lidt marcipan, æbler i både og drysset med kanelsukker og til sidst pyntet med et festligt flettet låg – så har du grundlaget for en tærte, der bare venter på at blive spist.

Ugen bød også på et besøg hos Trine. Denne gang med det klare mål at få lagt nogle af deres gardiner op 🙂 Da de flyttede ind i det nye hus sidst på vinteren, da blev gardinerne blot hængt op. Og de var alle sammen rigeligt lange. Jeg tror nok, at det var mig, der mest bemærkede det. Men jeg tilbød at afkorte dem – og det var jeg bestemt velkommen til.

Og en af gaverne, da jeg holdt som præst, var en ny symaskine. Den er jeg virkelig glad for, og glæder mig til at komme til at bruge endnu mere. Så opgaven med at lægge gardiner op, var egentlig en god anledning til at få prøvet maskinen af.

Jeg klippede og lagde op og syede – alt imens Leah, den døve kat, sov trygt på bordet 🙂

Jeg synes resultatet blev godt – og det tror jeg også den unge familie syntes.

Og så kom vi frem til weekenden – men lige inden det bliver helt weekend, så skal jeg på “arbejde” Min første vagt som frivillig i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund. Det bliver spændende, jeg har givetvis en helt del at lære. Men jeg glæder mig til at bruge noget af min tid til gavn for andre.

God weekend.

Jette