Jeg har tidligere vist et billede af en tærte, hvor jeg forsøgte mig med at lave fletninger i tærtedej og brugte dem som “låg” på en tærte. Nu har jeg været i gang igen – og taget lidt billeder undervejs. Det er ret enkelt, og ser bare flot ud på en helt almindelig frugttærte 🙂
Tærten består af almindelig tærtedej, fyldt med frangipane og toppet med æble og rabarber. Og serveret med flødeskum, så bliver alle glade 🙂 Teknikken til det flotte låg har jeg set hos Anne Mette Voss.
Tærte med frangipane og frugt (5 pers)
Tærtedej af 200 gr. mel
Når dejen er kølet af, deles den i cirka to lige store dele. Den ene rulles ud og en tærteform (ca. 20 cm i diameter) beklædes med den. Resten af dejen gemmes til låg.
Frangipane:
50 gr. blødt smør
50 gr. sukker
25 gr. marcipan
25 gr. blendede græskarkerner
35 gr. mel
1 æg
Det hele piskes godt sammen og fordeles i tærtebunden.
Fyld:
1-1½ æble i tern
3-4 stilke rabarber i mindre stykker
1 spsk. maizena
Fyldet kommes i en skål og røres rundt. Maizenaen er med til at optage væske fra frugten. Når du er klar, kommes fyldet oven på frangipanen og trykkes lidt ned. Og så skal tærten pyntes med det flettede låg.
Rul den resterende tærtedej ud og skær den i smalle strimler. Nogle brugte jeg til et almindeligt flettet låg, og de andre flettede jeg.
Det smarte ved denne fletning er, at jeg fletter fra midten af strimlerne og så ud. Så skal der ikke trækkes og flyttes så meget på de lidt skrøbelige strimler. Fletningen lægges på tærten og det overskydende dej trykkes af, så kanten bliver fin.
Bag tærten ca. 30 minutter ved 175 grader. Køler af i formen inden den sættes på et fint fad og er klar til at blive spist i godt selskab.
Rabarberne var endnu en gang kommet fra min gamle gravers have 🙂 Det er altså godt at kende nogen med en rabarberplante 🙂
God mandag.
Jette
Skriv et svar