Det kan jo være når som helst – der er ca 52 af dem om året – men nu blev det i dag 🙂 Den 13. oktober. Og se hvilken morgenstund – himlen omkring klokken otte er bare så fin, flot og farvestrålende. Køligt udenfor, men frisk og helt som det skal være i efteråret.

Dagens første opgave udendørs er at lukke op for hønsene 🙂 En hyggelig ting at gøre – er det lyst nok, kommer de trissende ned af rampen, er det for mørkt, så venter de på, at lyset vender tilbage.

De søde silkehøns er nysgerrige og flittige. De snakker, skraber og hygger sig. De kan ikke rigtig flyve, men de kan hoppe ret højt, så de bruger kanten på kompostbeholderen som landingsbane og fortsætter op i komposten. Og går så på jagt efter kryb og kravl.

Og finder bestemt noget af det de søger 🙂 Og får samtidig vendt noget rundt i komposten, det er helt godt.

Og endelig er de – eller den ene i hvert fald – begyndt at lægge æg. Det første lille bitte og helt perfekte æg. Som allerede er brugt – blommen havde den fineste gule farve. Altså, høns er bare en gave i haven.

Men der er også meget andet i haven, som jeg dagligt nyder synet af. Mine dahlia er kommet okay i gang i år, og de står endnu – selv om frosten har luret om hjørnet. De må gerne blive stående lidt endnu 🙂

Tirsdag morgen er blevet til formiddag – og om lidt venter nogle timer i genbrugsbutikken. Så alt i alt, en dejlig dag i oktober.

God tirsdag.

Jette