diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 1 af 30

Pærekage med marcipan

En tur på biblioteket, et kig i kogebøger – og så omsættes indtrykkene til en kage 🙂 Billederne er ikke specielt retvisende denne gang – men kagen smager godt. Og er enkel at lave. Så har du pærer i overskud, så kan de fint anvendes her.

Pærekage med marcipan ( 6 pers)

100 gr. marcipan, groft revet

25 gr. mandler

25 gr. solsikkekerner

110 gr. smør/margarine

2 æg

125 gr. sukker

50 gr. grahamsmel

50 gr. mel

2 pærer

Kom solsikkekerner og mandler i minihakker og hak dem fint til groft mel. Bland det med marcipanen. Pisk sukker og blødt smør/margarine sammen og tilsæt marcipan og mandelmelet. Pisk det sammen og tilsæt så æggene et ad gangen og pisk mellem hvert æg. Vend til sidst de to slags mel i – og så til allersidst pærerne, som er skrællet og skåret i grove tern. Kom dejen i en springform eller tærteform – beklædt med bagepapir og en diameter på ca. 18 cm. Bag kagen ved 190 grader i ca. 30 minutter. Tjek med en tandstik, om kagen er bagt.

Lad kagen køle lidt af – og server den så, som den er – eller server lidt flødeskum eller creme fraiche til, det skader sjældent 🙂

God weekend.

Jette

Tid til æblekage :-)

Jeg har allerede lavet flere æblekager i år. Det er som om, at de allerførste æblekager bare smager virkelig godt 🙂 Jeg har blandt andet bagt den glutenfri æblecrumble et par gange. Den smager dejligt, og så kan man bruge ret så mange æbler i kagen.

I weekenden blev det til en helt klassisk æblekage. Det var tiltrængt med lidt kage midt i nedpakningen af Oles hus. Der er kun 14 dage til at vi skal være ude her og så fremover kun have en fælles adresse – nemlig huset i Jelling. Men det er et stort arbejde at sortere, donere og beslutte hvad skal med og hvad skal ikke med. Så pauser er nødvendige 🙂 Og i en af dem, blev kagen her serveret.

Æblecrumble med kokos

Det er tid for æbler 🙂 Og de allerførste æblekager er bare de bedste. Jeg spiser dem med største velbehag. Og går gerne og samler nedfaldsæbler op for at komme i gang. Og i år er det velvidende, at det er sidste år, jeg har Oles have at gå ud i og finde mange æbler. Det nye træ i Jelling leverer endnu ikke så mange æbler – men det skal nok komme efter det.

Opskriften her er inspireret af en glutenfri opskrift, som jeg tidligere har brugt. At bruge kokos i dejen giver en dejlig smag, så det er kommet med her 🙂

August – frodighed i haven

Jo, jeg ved godt, at haven ved det nye hus i Jelling stadig er i sin vorden – men august er alligevel en måned, hvor planterne gror, blomstrer og spreder begejstring 🙂

Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.

Glade glimt fra haven :-)

Den nye have i Jelling er jo stadig mest af alt på vej – så når noget bærer frugt, så er det en fest 🙂

Æbletræet er det, som har stået der i længst tid – det var det allerførste vi plantede, for fire år siden. De første år var der ikke mange æbler på træet, men i år ser det anderledes ud. Nu håber jeg blot de vokser sig store og lækre, så skal de nok blive spist med velbehag.

Klar til VildHavedag

Vores have er for første gang med i arrangementet #VildHavedag. Det er i morgen, søndag, og jeg glæder mig. Der er nu ikke nogen tilmeldinger via hjemmesiden, men jeg ved, at nogen alligevel kigger forbi 🙂 Og de – og andre – er hjertelig velkommen. Og vejret – ja, det tager vi, som det nu bliver.

Forleden modtog jeg en pakke fyldt med info til brug på dagen. Det hele er støttet af Novo Norden Fonden. Så nu er jeg klædt på til at have gæster i haven i morgen 🙂 Der var et fint “Vild med vilje” skilt, en lille pjece om det at have en vild have, og endelig et velkomstskilt til at byde inden for, plus lidt forskelligt andet.

Min nye bænk er blevet klar – den har fået linolie og så har jeg fundet en hynde i genbrugsbutikken. Betrækket er nyvasket, så det dufter dejligt og indbyder til at sætte sig og mærke både sol og vind. For begge dele forekommer på den åbne terrasse 🙂

Og det lille bassin med vand til insekter og fugle, det er vokset mere til. Dejligt at noget ser ud til at trives. Insekterne og fuglene har fundet vej dertil, og det er trods alt det vigtigste.

God weekend – og måske ses vi ? 🙂

Jette

Glutenfri guldlagkage

Min svigermors gamle opskrift er blevet brugt nogen gange – for det er en god lagkage, ret enkel at lave og så smager den godt 🙂

Nu kom tiden så til, at den skal forsøges at laves glutenfri. Her er resultatet. Og det blev godt 🙂 Og ingredienserne er nogen, du sikkert har i køkkenskuffen allerede.

Glutenfri guldlagkage (6-7 pers)

40 gr. havregryn

40 gr. mandler

20 gr. kokos

20 gr. kartoffelmel

4 æg – delt i blommer og hvider

70 gr. smør/margerine

70 gr. sukker

160 gr. sukker (til marengs)

1 tsk. bagepulver

springform 26 cm i diameter

Del æggene i blommer og hvider og pisk hviderne til stift skum. Tilsæt de 160 gr. sukker og pisk igen til en lækker marengs. Stil til side. Pisk smør og sukker sammen, tilsæt æggeblommer en af gangen og pisk mellem hver. Vend til sidst de forskellige slags mel i sammen med bagepulver og rør det hele godt sammen. Fordel dejen i formen (kom bagepapir i bunden), oven på dejen fordeles marengsen og bredes ud. Bag kagen 55 minutter ved 150 grader. Køl af i formen.

Fyld:

3-4 dl. piskefløde

ca. 400 gr. frugt – banan, jordbær, ananas, æble eller hvad du lige har.

Sæt forsigtigt kagen på et serveringsfad. Pisk fløden til skum og vend frugten i og fordel den oven på kagen. Så er kagen klar til at blive serveret og spist 🙂

Den er ikke specielt egnet til påske, men jeg er sikker på at også til kaffen en af påskedagene, vil den gå godt 🙂

God søndag.

Jette

Blåbær-galette

Overskriften er lånt fra en kagebog, jeg har lånt på biblioteket. Men siger præcis, hvad kagen er for en slags. En robust og rustik tærte med blåbær fyld 🙂

Når jeg besøger biblioteket er det mest for at kigge rækkerne af koge- og bagebøger igennem. Og forleden faldt jeg over en bog, jeg ikke tidligere har set. Den er dog ikke ny, er udgivet i 2017 – men den er interessant, og har rene og redelige råvarer i fokus. Bogen hedder “Grønne kager” og er lavet af Pixi og Søren Ejlersen (fra Årstiderne). Og kendetegnende for alle opskrifter er, at de indeholder noget grønt – en grøntsag, noget frugt eller nogle nødder.

Pebernødder og pæretærte

Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre 🙂 Men begge dele er blevet bagt i dag. Jeg tror aldrig, jeg har bagt pebernødder sidst i oktober – selv om jeg er meget glad for pebernødder, så plejer det at være lidt nærmere på advent, når første portion bages. Men Ole og hans kammerat er værter for årets herre-julefrokost i weekenden, og der måtte jeg gerne byde ind med pebernødder 🙂 Så derfor dufter huset lidt af jul, og de små kager smager bare ret godt.

Pæretærten serveres i aften. Det er altid dejligt med en anledning til at bage en tærte 🙂 Pærerne er fra Fyn, da jeg besøgte min søster fik jeg en pose med hjem. Og selv om pærer siges at være finere end æbler, så er jeg faktisk mest fan af æbler. Men en pæretærte kan nu også noget 🙂 Opskriften er en gammel kending fra Arla, tilrettet lidt til mit køkken. Pærerne var nedfaldsfrugt, men eftersom de skal skrælles inden de kommer i tærten, så betyder det ingenting.

Nu glæder jeg mig til aftenkaffen – med både pebernødder og pæretærte 🙂

God torsdag.

Jette

Nationel stop madspilds dag

Det var i går – den 29. september. Jeg havde nu ikke specifikt planlagt dagens mad efter det – men med købet af en Too Good To Go pose dagen inden, så var det faktisk muligt at spise næsten kun mad, der ellers ville være blevet smidt ud.

Vi havde både lækkert brød til morgenmaden, kage til kaffen og kål til aftensmadens okonomiyaki. Det sidste er en slags stor kålpandekage, som er supernem at tilberede, og som bare smager godt 🙂

Side 1 af 30

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal