diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: april 2025

Klimavenlig aftensmad

Den 24. april var der igen Klimahandledag. En dag blandt andet Grønne Nabofællesskaber og Concito står bag – og hvor der opfordres til at gøre alt muligt, der er godt for klimaet. Det kan være alt fra at samleskrald til at lave et kvashegn til at lave en klimavenlig middag, hvor der samtidig kan tales om klimaet 🙂

Jeg har været med de foregående år, og igen i år havde jeg inviteret familie og venner til en lidt anderledes aften. Eller så særlig er den heller ikke – men maden er grøn og så er der indlagt spørgsmål og quiz, som skubber lidt til samtalen. Og det fungerer ret godt, for dette med at der er et emne på menuen gør at samtalen ændrer sig lidt. Så lærerigt og godt.

I haven 2. påskedag

Påskedagene synger på sidste vers. Det har været en dejlig påske, jeg har haft tjeneste hver eneste dag – så der er blevet sunget og talt og fejret påskens opstandelse. Nu banker hverdagen på – helt som det skal være.

Jeg tænker mange andre end Ole og jeg havde planer om at komme i haven i påskedagene 🙂 Men vejrudsigten mente helt klart noget andet. Så der er set noget fjernsyn, læst lidt og været gæster på besøg – så det har bestemt været en dejlig påske. Men i haven vokser alt med lynets fart – varmen og regnen sender alting i vejret. Mælkebøtterne myldrer frem og træer og buskes blade folder sig ud. Efterhånden se det hele dejlig grønt ud – og det gør altså noget godt.

Glutenfri guldlagkage

Min svigermors gamle opskrift er blevet brugt nogen gange – for det er en god lagkage, ret enkel at lave og så smager den godt 🙂

Nu kom tiden så til, at den skal forsøges at laves glutenfri. Her er resultatet. Og det blev godt 🙂 Og ingredienserne er nogen, du sikkert har i køkkenskuffen allerede.

Glutenfri guldlagkage (6-7 pers)

40 gr. havregryn

40 gr. mandler

20 gr. kokos

20 gr. kartoffelmel

4 æg – delt i blommer og hvider

70 gr. smør/margerine

70 gr. sukker

160 gr. sukker (til marengs)

1 tsk. bagepulver

springform 26 cm i diameter

Del æggene i blommer og hvider og pisk hviderne til stift skum. Tilsæt de 160 gr. sukker og pisk igen til en lækker marengs. Stil til side. Pisk smør og sukker sammen, tilsæt æggeblommer en af gangen og pisk mellem hver. Vend til sidst de forskellige slags mel i sammen med bagepulver og rør det hele godt sammen. Fordel dejen i formen (kom bagepapir i bunden), oven på dejen fordeles marengsen og bredes ud. Bag kagen 55 minutter ved 150 grader. Køl af i formen.

Fyld:

3-4 dl. piskefløde

ca. 400 gr. frugt – banan, jordbær, ananas, æble eller hvad du lige har.

Sæt forsigtigt kagen på et serveringsfad. Pisk fløden til skum og vend frugten i og fordel den oven på kagen. Så er kagen klar til at blive serveret og spist 🙂

Den er ikke specielt egnet til påske, men jeg er sikker på at også til kaffen en af påskedagene, vil den gå godt 🙂

God søndag.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal