Påskedagene synger på sidste vers. Det har været en dejlig påske, jeg har haft tjeneste hver eneste dag – så der er blevet sunget og talt og fejret påskens opstandelse. Nu banker hverdagen på – helt som det skal være.

Jeg tænker mange andre end Ole og jeg havde planer om at komme i haven i påskedagene 🙂 Men vejrudsigten mente helt klart noget andet. Så der er set noget fjernsyn, læst lidt og været gæster på besøg – så det har bestemt været en dejlig påske. Men i haven vokser alt med lynets fart – varmen og regnen sender alting i vejret. Mælkebøtterne myldrer frem og træer og buskes blade folder sig ud. Efterhånden se det hele dejlig grønt ud – og det gør altså noget godt.

Så i støvregn har både Ole og jeg fået lavet lidt i den nye have. Ole arbejdede videre med terrassen. Den er i FSC cumaru, så den bliver så fin, når den står færdig.

Jeg har haft fødselsdag og fået planter i gave 🙂 Hindbærbuske og forskellige slags jordbær. I dag fik jeg lavet højbedet klar til jordbærplanterne. En palleramme hjemme fra Ole, grene i bunden, lidt kompost og så det jord, jeg kunne finde. Så jeg kunne godt have brugt lidt mere jord 🙂 Men planterne blev sat og så givet godt med noget biogødning. Så nu glæder jeg mig til masser af jordbær til sommer – og ved, at barnebarnet vil nyde at gå på opdagelse efter lækre bær.

Mine tulipanløg står ret spredt – jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg har sat dem, men jeg nyder synet, der hvor de kommer op. Og lige nu er de i knop, med dråber på.

Sidste år plantede jeg en rød kornel, og den trives fint, og nu er der kommet blade på. I en helt åben have, hvor der ikke gror meget, så er det altså dejligt når noget ligesom slår rod og vokser til.

Jeg har jo også plantet en del frugttræer – og de begynder så småt at få blade på. Men der er også nogen, hvor jeg er i tvivl om de overlever, men de får chancen lidt endnu. Jeg købte sidste år 10 forskellige frugttræer – uden mærker på – så jeg ved ikke, hvad der er hvad, det vil tiden vise 🙂 Men uanset hvad – så er enhver frugt velkommen her.

Hvor er det dejligt at have været ude lidt. Jeg hygger mig virkelig med at lave små projekter. Jeg tror, det er sundt for krop og sjæl at komme ud i lyset og mærke både vind og vand – i dag var det mest det sidste 🙂

God 2. påskedag.

Jette