diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Brownie Side 1 af 2

Tid til kage :-)

 Jeg ved fra mig selv, og har også læst, at der bliver bagt mere rundt om i de danske hjem her under corona. 

Det er noget af det kreative man kan gøre, når så meget andet ikke er muligt. Min søn Peter, ringede i går og skulle lige have opskriften på pølsebrød – for så ville han lige bage nogen, mens han alligevel sad og arbejdede hjemmefra. Og en gærdej kan jo fint stå og hæve mens man bruger et par timer mere foran computeren 🙂

Jeg gik en anden vej – og bagte en lækker brownie. Den er nu altid god 🙂 Og ikke særlig vanskelig at lave. Og her, hvor det er blevet koldt, da passer en brownie bare så fint til at hygge sig med foran fjernsynet og en god film. Det er derfor det første stykke af kagen mangler – det blev spist i aftes 🙂

Denne kage er opgraderet med både krydderier og nødder og hvid chokolade på toppen. Inspirationen kommer fra et af de opskrift hæfter, jeg fandt før jul.

Brownie ( 4 pers)

75 gr. mørk chokolade

50 gr. smør

25 gr. sirup

60 gr. sukker

40 gr. mel

30 gr. blandede nødder, grofthakkede

1 tsk. kanel

½ tsk. ingefær

1 stort æg

et nip salt

30 gr. hvid chokolade, groft hakket

Kom smør, chokolade og sirup i en gryde og smelt det sammen ved svag varme. Køler en anelse af. Pisk æg og sukker godt inden chokoladeblandingen kommes i og piskes med. Vend de sidste ingredienser i – undtaget den hvide chokolade. Bland det hele godt sammen og hæld dejen i en form med bagepapir – min var en lille tærteform (16 cm i diameter) Oven på dejen drysses den hakkede hvide chokolade. Bag kagen ved 175 grader ca. 20 minutter.

Denne udgave er virkelig tung og god – den er mest bagt foruden og ret kompakt i midten. Så der spises ikke så store stykker. Men hver bid nydes 🙂

Må du få en dejlig vinterweekend.

Jette

Grøn aftensmad og glutenfri brownie

 På en helt almindelig torsdag aften kom min søster og svoger til aftensmad i sommerhuset. Super hyggeligt.

Menuen var grøn – falafler med flødekartofler, rosenkålsalat og belugalinsesalat. Jeg er ret vild med rå og fintsnittede rosenkål blandet med æbler og lidt hakkede nødder. Dressingen er min helt klassiske olie/eddikedressing. Og her midt i den mørkeste tid på året, så er det skønt med farverig mad 🙂

Belugalinsesalaten var også lavet uden særlige mål. Men inspirationen var hentet på nettet. Ud over linserne – der lune var kommet i en dressing af olie, eddike, salt og peber – var der lidt løg, lidt grøn salat, en god del finthakket rå blomkål og nogle få rå asparges i tynde skiver. Og ja, asparges er slet ikke i sæson – men de lå lige for næsen af mig, da jeg var ud at handle, så de måtte altså med hjem. 

På denne tid af året må salater gerne være lidt fyldigere med solide grøntsager. Det tager lidt tid at lave salaterne, fordi det hele skal snittes og hakkes så fint og småt – men det er altså mest lækkert. Men når det arbejde er gjort, så er salaten jo også bare klar til at spise. Her er ikke mere tilberedningstid.  

Desserten var en glutenfri brownie. Det har jeg ikke bagt før, så det var et eksperiment, tillige uden en vægt i huset, så målene er altså lidt cirka mål 🙂 Og fordi det næsten er december, så kom der lidt kanel og ingefår i også.

Glutenfri brownie

1 dl. havregryn

1 spsk. mandelmel

50 gr. mørk chokolade

40 gr. smør

1 stort æg

1 dl. sukker/farin

1 spsk. kakao

½ tsk. kanel

½ tsk. ingefær

25 gr. grofthakket hvid chokolade

Smør og den mørke chokolade smeltes i en gryde ved svag varme. Havregrynene blendes til mel. Æg og sukker piskes godt inden smørblandingen hældes i og piskes med. Kom de øvrige ingredienser i dejen og vend det hele godt sammen. Kom dejen i en lille form (ca. 15 cm i diameter) og bag kagen ca. 20 minutter ved 175 grader. Afkøler i formen.

Jeg serverede lidt bærpuré og cremefraiche til brownien. Det passede godt til 🙂 Puréen lå i fryseren, sommetider kan man være heldig når man kigger der – ellers er det også enkelt at lave. Her er en af mine opskrifter på bærpuré.

Og så er det næsten advent – jeg er der ikke helt endnu, men jeg har set, at kirkens fine adventskrans er på plads. Så det skal nok blive en festlig dag på søndag.

Glædelig adventstid.

Jette

Brownie og boller med ganacherest

I weekenden lavede jeg jo bryllupskager – og det er altid svært helt præcist at ramme mængden, der skal bruges af det ene og det andet – så der blev lidt chokoladeganache til overs. Og hvad bruger man lige det til?

Ganache er chokolade og piskefløde blandet sammen – så i sig selv er det jo en lækker ting. Men alt med måde 🙂 Så det sidste er blevet omdannet til en dejlig brownie og nogle velduftende chokoladeboller.

Brownie med ganacherest

75 gr. ganache

20 gr. chokolade

15 gr. smør

2 små æg

50 gr. sukker

35 gr. farin

1 spsk. kakao

60 gr. mel

20 gr. hakkede valnødder

I en gryde smeltes ganache, chokolade og smør, og køler lidt af. Imens piskes æg, sukker og farin til en skøn æggesnaps. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk godt. Vend til sidst de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Dejen kommes i en lille form – jeg brugte et tærtefad beklædt med bagepapir (ca. 18 cm i diameter)

Bages ved 175 grader ca 20 minutter og køler af i formen.

Smagen og konsistensen minder meget om en helt almindelig brownie – så denne lidt alternative udgave skal nok få ben at gå på 🙂

Chokoladebollerne er lavet som koldthævede boller og smager mildt af chokolade. Og som næsten alt andet nybagt – så smager de godt 🙂

Og nu fik jeg brugt en rest ganache, som ellers bare stod i køleskabet. Alternativet var nok blevet, at hønsene fik det – men det var det ligesom for godt til 🙂

God tirsdag.

Jette

Kagen til eftermiddagskaffen

Det har været en hyggelig weekend – rimelig rolig, med tid til at gå tur, have besøg og være på besøg – alt sammen i det midtjyske. Jeg havde friweekend, og så er det meget rart at gøre noget andet end lige at være i præstegården 🙂

I går kom Oles bror og svigerinde (hende jeg har været til strikkekursus med 🙂 ) – de kom til kaffe. Og derfor tænkte jeg: Kage! Det blev til en moussekage med browniebund. Alt i alt en okay kage. Glæden ved en fryser bliver tydelig her – for i Oles fryser gemte der sig både udstenede blommer og hindbær fra haven, og jordbær købt i sæson – så der var frugt nok til at komme i en lækker mousse.

Moussekage med browniebund (6 pers)

Brownie

Mousse

ca. 300 gr. blandet frugt

ca. 75 gr. sukker

3 blade husblas

1 1/4 dl. piskefløde

1 dl. cremefraiche

Bag browniebunden i en form med 20 cm i diameter ca. 15 minutter. Lad den køle af i formen og blive helt kold. Kom bunden i en anden form, med en lidt større diameter.

Til moussen – kommes bær og sukker i en gryde og gives et kort opkog. Blommerne kræver lidt længere kogetid (ca. 5 minutter) Når frugten er mør, køler den lidt af inden den blendes.

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarterstid. Pisk fløden til flødeskum. Knug vandet fra husblas og smelt det i mikroovn inden det kommes i frugtpureen. Bland flødeskum, cremefraiche og pure godt sammen og hæld det over den kolde browniebund og sæt kagen på køl mindst et par timer.

Og ja – det er samme kage, selvom farven da er gået helt galt!

Jeg brugte en tærteform med rillet kant, og derfor var det ikke muligt at tage kagen ud, så den blev serveret i formen. Men hvis der bruges en springform, kan den fores med bageplast, som så kan fjernes inden servering. Det vil give en flot kage – det skal jeg vist prøve en dag 🙂

Pynten var begrænset – der er mange muligheder – jeg forsøger mig lige en anden dag igen.

God mandag 🙂

Jette

Søndagens brownie

Det er ferietid over alt – og det er hyggeligt. Der er en fornemmelse af, at al ting tager det lidt med ro. Jeg har som nævnt ikke ferie endnu, så jeg afløste min kollega i går – og mellem de mange gudstjenester blev der bagt en brownie. Vejret var også til chokoladekage – lid vådt og noget blæsende.

Der ligger flere opskrifter på bloggen med forskellige brownie udgaver – og så kommer der lige en til. En lille bitte portion.

En lille brownie

1 stort æg

35 gr. farin

50 gr. sukker

40 gr. smør

50 gr. mørk chokolade

1 spsk. kakao

50 gr. mel

20 gr. valnødder

Smelt smør og chokolade i en lille gryde over svag varme. I en skål piskes æg, farin og sukker godt. Tilsæt den let afkølede chokoladeblanding og pisk det sammen. Vend kakao og mel i dejen, og rør godt rundt, så melet bliver helt fordelt.

Kom dejen i en lille form beklædt med bagepapir og drys hakkede valnødder over. Bag kagen ved 175 ca. 25 minutter, og lad den køle af inden den skæres ud.

En brownie skal ligesom være i små firkantede stykker – men det er lidt svært med en rund form. Der blev et firkantet stykke og en del andre faconer 🙂 Men det gjorde ikke noget ved smagen.

Og til aftenkaffen sent i aftes, da gjorde det slet ikke noget 🙂

Den lille tærteform (18 cm i diameter) er i øvrigt købt i Kirkens Korshærs genbrugsbutik for kun 7,50 kr.

God mandag.

Jette

Fredags brownie :-)

Jeg så forleden et billede af en brownie med peanuts og skumfiduser på toppen – og så er der ikke langt fra tanke til handling. Især ikke, når der lå en giga skumfidus i skabet, som jeg vidste, jeg ikke ville spise umiddelbart – men kom den i en kage, så var sagen en anden 🙂

Brownie med peanuts og skumfidus (8 stk.)

1 æg

75 gr. sukker

75 gr. chokolade (mørk eller blandet)

50 gr. smør

60 gr. mel

25 gr. peanuts (saltede)

20 gr. skumfidus

Smelt smør og chokolade ved svag varme og rør det sammen. Pisk æg og sukker grundigt til lækker æggesnaps 🙂 Tilsæt chokoladeblandingen og pisk det sammen. Vend til sidst melet i. Fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter), hvor der er bagepapir i bunden. Drys peanuts og skumfidus – der er klippet i små stykker – over dejen og bag kagen ved 175 grader i 25 minutter. Køler af i formen.

Når kagen er kølet skæres den i små stykker, for det er en intens kage. Min blev bagt lidt mindre end angivet i opskriften og er derfor til den bløde side i midten 🙂

Så er det næsten weekend – må det blive nogle dejlige dage.

Jette

Julebrownie med amarena kirsebær

Forleden så jeg et billede af en brownie med amarena kirsebær 🙂 Og så var der ikke så langt til handling, for der er stadig lidt bær tilbage i mit fine glas.

Og i eftermiddag er der igen et møde, her tror jeg helt sikkert, at et lille stykke kage vil være på sin plads 🙂

Julebrownie med amarena kirsebær (8 stk)

1 æg

½ appelsin, revet skal

35 gr. farin

50 gr. sukker

50 gr. chokolade

40 gr. smør

50 gr. mel

1 spsk. kakao

½ tsk. kanel

½ tsk. ingefær

25 gr. hvid chokolade, grofthakket

8 – 10 amarena kirsebær

Smelt smør og den mørke chokolade over svag varme. Pisk imens sukker, farin og æg godt og grundigt. Pisk den let afkølede smør/chokolade blanding i. Sigt mel og kakao og vend det i dejen sammen med de øvrige ingredienser – undtaget kirsebærene.

Fordel dejen i en lille springform (min er ca. 16 cm i diameter) – med bagepapir i bunden. Fordel kirsebær på toppen og bag så kagen ved 175 grader ca. 20-25 minutter. Lad den køle af i formen.

Jeg dryssede med lidt flormelis – mest fordi det bare er vinter 🙂 Skæres i små stykker, for det er en meget tæt kage, med masser af lækker smag. Lidt julet på grund af krydderierne og med et anderledes strejf af noget ukendt – de lækre bær. Hvis du ikke lige har dem i skabet, kan den også sagtens bages uden 🙂

God torsdag.

Jette

En blandet brownie – og lidt sommerhus

Jeg så et billede og opskrift hos Anne au chocolat af en brownie, som var et mix af en brownie og en bondie. Altså en del lavet med mørk chokolade og en del med hvid chokolade. Det kan da kun være godt 🙂

Så i mit køkken blev opskriften formindsket og små silkehønseæg kom i brug – og så blev der bagt.

Jeg synes, tanken om en brownie lidt som marmorkage er lidt sjov. Men indrømmet med det samme – den her kage er langt fra en fortidens marmorkager. Godt nok blender en lys dej og en mørk dej – men så slutter sammenligningen også.

Kagen her er god, tung og lækker. Næsten konfektagtig.

Brownie-blondie kage

2 silkehønseæg

100 gr. smør

50 gr. mørk chokolade

50 gr. hvid chokolade

70 gr. mel

120 gr. sukker

lidt groft salt

Alle ingredienser deles i to – og der laves to ens deje:

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Lad det køle lidt af. I en skål piskes et æg med sukkeret, let og luftigt. Tilsæt smør/chokolade blandingen og pisk igen. Vend til sidst mel og salt i.

I en lille springform (ca. 15 cm) beklædt med bagepapir kommes først den mørke dej og så den lyse dej. Rør en anelse rundt. Bag kagen ved 180 grader ca. 40 minutter – den er lidt ubagt i midten, det skal den være 🙂

Jeg kom lidt pålægchokolade på toppen, da den kom ud og dryssede med tørret hindbær. Kagen køler af i formen.

Og så er det tid til at nyde 🙂 Den smager dejligt – også dagen efter.

Jeg havde en fridag i går – de sidste feriedage er spredt rundt om i kalenderen, og det er faktisk meget rart – især når Ole også kunne få fri. Så dagen blev igen tilbragt i sommerhus – i dejligt vejr.

Koldt udenfor – der var frost på ydersiden af vinduet – men inde i huset var det 7 grader. Det var selvfølgeligt koldt, men brændeovnen fik snart varme i huset. Men det er nu imponerende, at der var så varmt indenfor, når der ikke er varme på, når vi ikke er der. Træfiberisoleringen fungerer helt klart efter hensigten.

Der kom gang i brændeovnen, og Diva nød helt klart varmen, sofaen og selskabet.

Længe har jeg været på udkig efter en lampe til det sidste hjørne i sommerhuset – et spot til at skinne på husets fine fsc certifikat 🙂 Jeg fandt en lampe, og i går blev den monteret. Så dejligt.

Det er tid til at ønske en god weekend – jeg er først tilbage hen på ugen. Sidste del af mit vejlederkursus afholdes nemlig i næste uge.

Skøn og smuk dag til dig.

Jette

Kage til årets sidste menighedsrådsmøde

Jeg har jo frivilligt – og gerne – tilbudt at stå for kage mm til menighedsrådsmøderne her i Kauslunde. Og der er blevet eksperimenteret noget, og smagt en del – og heldigvis er medlemmerne nogle venlige mennesker, som gerne stiller op som smagsdommere 🙂

Til årets sidste møde, hvor der også var valg til formand og næstformand, tænkte jeg, at det krævede en flot klage. En glinsende kage med glaze. Jeg har prøvet en enkelt gang før – glazen blev fin, men kagen kunne være bedre 🙂

Så denne gang blev bunden ændret – til en browniebund. Det er stadig en meget massiv bund, men med nødder i og lidt mere mousse på toppen, så gik det faktisk okay 🙂

Kage med browniebund, bærmousse og glaze (8-10 pers.) 

Browniebund

2 æg

150 gr. sukker

100 gr. chokolade

80 gr. smør

2 spsk. kakao

100 gr. mel

1 tsk. vaniljesukker

50 gr. nødder, grofthakkede (mandler, hasselnødder og græskarkerner)

Smelt smør og chokolade ved svag varme. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til dejlig æggesnaps. Pisk kakao i og siden den let afkølede smør/chokolade blanding. Vend mel og nødder i og rør grundigt rundt. Hæld dejen i en springform (ca. 21 cm. i diameter) med bagepapir i bunden.

Bages ved 175 ca. 35 minutter og afkøler i formen.

Bærmousse

200 gr. bær (brombær, jordbær, ribs eller andre)

50-75 gr. rørsukker

1,25 dl. ymer/tykmælk

2 dl. piskefløde

2½ blad husblas

Lad bær og sukker trække nogle timer, og giv det så et opkog. Udblød husblas i koldt vand 15 minutter, vrid vandet af og dump dem i den varme frugt kompot. Kan eventuelt blendes. Når det er lunkent røres tykmælk i. Pisk fløden til flødeskum og vend den i massen.

Placer den kolde browniebund på et fad, sæt kageplast omkring og hæld moussen over. Sættes på køl et par timer og dernæst en time i fryseren, inden glazen hældes over.

Glaze

40 gr. glucose

80 gr. sukker

1 ½ dl. piskefløde

100 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

lidt farve

Sæt husblas i blød i et kvarter. Bring glucose, sukker og fløde i kog, tag det af varmen, knug vandet af husblas og smelt den i den varme væske. Flødeblandingen hældes over den hakkede hvide chokolade – i en høj beholder. Blendes sammen og tilsættes lidt farve. Køler af til lunken.

Placer kagen på en rist med en tallerken under – hæld glazen over. Løft forsigtigt kagen op og sæt den på serveringsfadet.

Pyntes så efter fri fantasi 🙂 Her med lidt marcipanblomster.

Det er altså lidt fascineredne med den spejlblanke overflade.

Det sidste af kagen 🙂 i dagslys, derfor farveforskellen. Lyset om dagen er bare bedre 🙂

På en smuk novembermorgen.

God onsdag.

Jette

Små hjerter

Mine minikonfirmander slutter i dag. Det har været 7 gode uger sammen med dem. Nysgerrige og lydhøre – og fyldt med gode idéer 🙂

Vi slutter af med en fyraftensgudstjeneste, hvor de opfører et lille krybbespil. Det plejer at være et hit, og en dejlig måde at få afsluttet forløbet på.

I eftermiddag kommer de så i konfirmandstuen for sidste gang. Det er her, hvor de har spist kage hver gang. Og jeg foreslog min organist, at de blot kunne få et æble i dag, for de skulle jo spises i kirken senere i dag. Men nej! sagde organisten. Nu var de vant til kage, så ville det være så sølle kun at få et æble den sidste gang 🙂

Så – der er blevet bagt brownies – med krydderier og uden nødder, og så er de udstukket som små hjerter. Det må være passende i december og som en kærlig hilsen til de søde unger.

Krydret brownie (ca. 20 hjerter)

4 æg

150 gr. farin

200 gr. sukker

200 gr. chokolade

160 gr. smør

4 spsk. kakao

175 gr. mel

1 tsk. kanel

1 tsk. ingefær

2 tsk. vaniljesukker

Smelt smør og chokolade ved svag varme. Kom æg, farin, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk grundigt. Tilsæt det smeltede chokolade/smør og pisk det sammen. Sigt mel og kakao og vend det i dejen sammen med krydderierne. Kom dejen i en form (ca. 22 x 28 cm) med bagepapir og bag brownien ved 175 grader i ca. 35 minutter. Køler af i formen, før der udstikkes små hjerter.

Drysses evt. med lidt flormelis – det giver et fint skær 🙂

Der bliver nogle kagerester, når der sådan udstikkes hjerter. Resterne kan spises som de er – og smager ret så godt – eller de kan bruges i lækre romkugler.

Glædelig 7. december 🙂

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal