diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: februar 2018 Side 1 af 2

En blandet brownie – og lidt sommerhus

Jeg så et billede og opskrift hos Anne au chocolat af en brownie, som var et mix af en brownie og en bondie. Altså en del lavet med mørk chokolade og en del med hvid chokolade. Det kan da kun være godt 🙂

Så i mit køkken blev opskriften formindsket og små silkehønseæg kom i brug – og så blev der bagt.

Jeg synes, tanken om en brownie lidt som marmorkage er lidt sjov. Men indrømmet med det samme – den her kage er langt fra en fortidens marmorkager. Godt nok blender en lys dej og en mørk dej – men så slutter sammenligningen også.

Kagen her er god, tung og lækker. Næsten konfektagtig.

Brownie-blondie kage

2 silkehønseæg

100 gr. smør

50 gr. mørk chokolade

50 gr. hvid chokolade

70 gr. mel

120 gr. sukker

lidt groft salt

Alle ingredienser deles i to – og der laves to ens deje:

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Lad det køle lidt af. I en skål piskes et æg med sukkeret, let og luftigt. Tilsæt smør/chokolade blandingen og pisk igen. Vend til sidst mel og salt i.

I en lille springform (ca. 15 cm) beklædt med bagepapir kommes først den mørke dej og så den lyse dej. Rør en anelse rundt. Bag kagen ved 180 grader ca. 40 minutter – den er lidt ubagt i midten, det skal den være 🙂

Jeg kom lidt pålægchokolade på toppen, da den kom ud og dryssede med tørret hindbær. Kagen køler af i formen.

Og så er det tid til at nyde 🙂 Den smager dejligt – også dagen efter.

Jeg havde en fridag i går – de sidste feriedage er spredt rundt om i kalenderen, og det er faktisk meget rart – især når Ole også kunne få fri. Så dagen blev igen tilbragt i sommerhus – i dejligt vejr.

Koldt udenfor – der var frost på ydersiden af vinduet – men inde i huset var det 7 grader. Det var selvfølgeligt koldt, men brændeovnen fik snart varme i huset. Men det er nu imponerende, at der var så varmt indenfor, når der ikke er varme på, når vi ikke er der. Træfiberisoleringen fungerer helt klart efter hensigten.

Der kom gang i brændeovnen, og Diva nød helt klart varmen, sofaen og selskabet.

Længe har jeg været på udkig efter en lampe til det sidste hjørne i sommerhuset – et spot til at skinne på husets fine fsc certifikat 🙂 Jeg fandt en lampe, og i går blev den monteret. Så dejligt.

Det er tid til at ønske en god weekend – jeg er først tilbage hen på ugen. Sidste del af mit vejlederkursus afholdes nemlig i næste uge.

Skøn og smuk dag til dig.

Jette

Bagt butternut squash

Jeg er jo begyndt at få en kasse leveret fra Aarstiderne hver anden uge. Og som jeg skrev om det, så er det altid spændende at se, hvad kassen indeholder.

Og sidst var der blandt andet en butternut squash. Jeg har aldrig før rørt ved sådan en eller for den sags skyld smagt den. Og var nok en anelse skeptisk. Men jeg er blevet positivt overrasket 🙂 Jeg serverede den i sommerhuset – for det er let mad, som ikke kræver særligt udstyr i køkkenet.

Bagt butternut squash (2 pers)

1- ikke for stor- butternut squash

8-10 rosenkål

1 spsk. rapsolie

½ tsk salt

peber

Skær squashen over på midten og skær den ret hårde skal af. I den tykke ende af squashen sidder inderst alle kernerne, de skal skrabes ud. Skær dernæst squashen i tern og kom dem i et ovnfast fad. Del rosenkål en enkelt gang og kom dem i fadet.

Vend grøntsagerne med olie, salt og peber og sæt det i ovnen ved 225 grader og bag det ca. 15 minutter – til grøntsagerne er netop møre.

Og så er der det mest lækre og farvestrålende tilbehør til, hvad menuen nu lige står på.

Her til sidst lige et billede af, hvordan en butternut squash ser ud 🙂 I øjeblikket har jeg kun kunnet finde den økologisk, men det er da også ok.

God torsdag.

Jette

Glutenfri lagkagebund

Jeg skal inden så længe bage en dåbskage til en af mine gamle konfirmander, hvis barn jeg også skal døbe.

Det er en bestillingskage, så jeg håber jo, at kagen lever op til forventningerne. Men ønsket er – hvis det er muligt – en glutenfri kage. Og det er straks værre. For jeg har ikke lavet meget glutenfrit bagværk – disse scones og et parkager. Men nu øver jeg mig lidt inden tid. Opskriften er med inspiration herfra.

I aftes var der igen menighedsrådsmøde, og så de måtte igen være testsmagere 🙂

Glutenfri lagkagebund

3 silkehønseæg – eller 2 almindelige

90 gr. sukker

30 gr. rismel

50 gr. havremel (havregryn kværnet med minihakkeren)

3/4 tsk. bagepulver

Pisk æg og sukker godt sammen til det er let og luftigt.

Vend rismel, havremel og bagepulver i og fordel dejen i en springform (ca. 20 cm i diameter) og bag kagen ved 190 grader i ca. 20 minutter. Mærk med en tandstik om kagen er gennembagt. Der må ikke sidde dej på pinden.

Lad kagen køle af inden den tages ud af formen.

Jeg delte min bund i to – det var ikke nogen god ide. For kagen er lidt skrøbelig og smuldrer let. Så næste gang vil jeg bage to bunde og lægge dem sammen.

Præcis sådan som jeg husker min mor gjorde i gamle dage – da havde man lagkageforme til at bage bundene i. Men de forme er blevet kasseret, så nu er det springformen, der bruges i stedet 🙂

Lagkagen blev lagt sammen med bærmousse og fik honningkaramel på toppen. Og smagen var der ikke noget i vejen med. Der er lidt mere bid i kagen end i en almindelig lagkagebund. Men det gør nu ikke noget, synes jeg.

Så med forsøget her, er jeg kommet et skridt nærmere den dåbskage, jeg skal bage i maj.

God onsdag.

Jette

Hyggelige sommerhusglimt

Jeg er rigtig glad for sommerhuset 🙂

Det skal man ikke kende mig længe for at finde ud af – jeg fortæller gerne om det, og tager gerne derned og vil gerne have besøg netop i Kærnehuset.

Mens mine kollegaer i sidste uge havde vinterferie, passede jeg deres sogne og havde dermed også lidt flere kirkelige handlinger. Men så er det altså rart, når den sidste gudstjeneste er holdt – at kunne pakke bilen med mand og hund og så køre i sommerhus 🙂

Der for et par hyggelige sommerhusglimt i dag.

Julerosen er i knop. En tur rundt på grunden for at lede efter forårsbebudere – blev til et stop ved julerosen. Den har klaret at blive flyttet fra det nordjyske til det sydfynske – ret godt. Og jeg er glad.

Inden døre var der gang i brændeovnen. Det er en lille bitte brændeovn, men den klarer altså fint at varme huset op. Og det er hyggeligt at sidden foran den. Roen falder over en, og gode samtaler om stort og småt er mulige

Aftensmaden var ret grøn 🙂 Der var lidt kylling som tilbehør, ellers masser af spændende grønt. Blandt andet bagt butternut squash – opskriften følger på det i morgen. Men lækkert smagte det og var en fryd for øjet med de mange farver – selv på en grå februar.

Og så går det heldigvis meget bedre med den forstuvede ankel, så nu kan jeg gå tur igen. Og hvor er det skønt. Igen var det ned forbi vandet – det var diset, der var tang og så havde ret mange svaner taget ophold i vandet.

En dejlig stund i sommerhuset er forbi for denne gang – nu venter en helt almindelig uge 🙂

God mandag.

Jette

En gammel kending

Når det ikke lige går helt efter planerne med bagværket – så er det godt at vende tilbage til noget, man bare er helt sikker på virker 🙂 Det synes jeg i hvert fald.

Så i dag blev der bagt cookies. Det er godt nok en gammel kending, men den kan til gengæld varieres i det uendelige.

Cookies var noget af det første mine børn selv bagte, da de gik i køkkenet. Og kagerne her kommer da også med nordpå, når vi i morgen besøger Trine og kæresten.

Cookies med nødder og chokolade (ca. 20 små cookies)

60 gr. chokolade, grofthakket

30 gr. nødder, grofthakket

75 gr. smør/margarine

100 gr. mel

25 gr. havregryn

25 gr. grahamsmel

½ tsk. bagepulver

1 æg

60 gr. farin

60 gr. sukker

Kom sukker, farin og smør i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk til det er godt blandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele sammen. Det er en let porøs dej. Form den med fingrene til små kugler, som lægges på en plade med bagepapir og bages ved 180 grader i ca. 13 minutter. Afkøler på pladen.

Det er virkelig den enkle udgave – men det bliver de nu ikke ringere af 🙂 Til kaffen og en dag på kontoret, så går det nu meget godt.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Der øves i køkkenet …

Den overskrift må være den rigtige i dag. For der øves – og resultatet står ikke helt mål med intentionen. Og derfor er der kun opskrift på bunden af kagen. For den lykkedes over al forventning. Jeg er ikke så vild med marengs, men der sker noget, når marengsen fyldes med hakkede nødder og kerner 🙂

Jeg forsøgte at lave en lækker citronmousse, men den blev ikke noget at skrive om. Så det må blive en anden gang. Men her er en lille lækker nøddebund, og den kan altid nydes med flødeskum og lidt bær.



Lille nøddebund:

2 små æggehvider (eller en stor)

50 gr. sukker

50 gr. blandede nødder og kerner (solsikke, græskar, hasselnødder og mandler eller andre)

Hak nødderne groft. Pisk æggehviderne godt stive og tilsæt sukker og pisk en lækker marengs. Vend nødderne i og fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) – hvor der er bagepapir i bunden – og bag bunden ca. 40 minutter ved 150 gr. almindelig varme. Afkøl i form.

Ved at bage nøddebunden i en springform, så får du lige kanter. Den er god at bygge videre på, når der skal skabes en kage, og der gerne skal være lige kanter 🙂

Kagen blev pyntet – men som bekendt, så kan billeder snyde 🙂 Jeg vil glæde mig til, at jeg kan skrive om en vellykket opskrift til dig.

God torsdag.

Jette

Hofsorg

Det ord kendte jeg ikke før i dag.

Som det er beskrevet på Kongehusets hjemmeside::

“Hofsorg er betegnelse for en kortere eller længere sørgeperiode ved hoffet i forbindelse med et dødsfald i den kongelige familie. Sørgetidens længde fastsættes af regenten.”

Det er et smukt ord, og en fin understregning af, at der et stykke tid, når nogen dør fra en, hvor sorg og savn og nye veje skal finde sit leje. Og det uanset om man er kongelig eller ej.

På en smuk og kold februar dag.

Jette

Lidt som gaver i utide

Det er det egentlig ikke – for det er mig selv, der har bestilt kasserne. Men alligevel.

Hver anden uge kommer der er en lille varebil og afleverer to kasser – en med kølevarer og en med grøntsager. Og det er så spændende at se, hvad der er inden i. Lidt som gaver i utide. Det er såmænd blot måltidskasser fra Aarstiderne – de er fyldt med økologiske råvarer, og så skal jeg selv lave aftensmad ud af indholdet. Et super koncept. Og som betyder, at der kommer grøntsager i brug, jeg ellers ikke lige ville falde over.

Jeg tror ikke økonomisk, det er den store gevinst – men jeg får mere præcist den mængde, jeg har brug for. Og leveret i garagen – så bliver det altså ikke nemmere.

Selv mine børn er hoppet med på den idé. Jeg ved ikke helt, om det er det økologiske, eller om det er det behagelige i, at varene leveres foran ens hoveddør på 4. sal 🙂

Ind imellem er der grøntsager i, som jeg ikke kender eller ikke har smagt. I denne uge var der faktisk to – en buttersquash og så dette flotte glaskål. Det ligner en ufo med mægtige følehorn og viftende vinger. Jeg ville aldrig have købt det selv,  men nu får det en chance. Det skal bruges i en salat. Heldigvis følger der opskrifter med til inspiration. Og jeg vender tilbage med et billede, når salaten en dag bliver serveret 🙂

På en noget grå tirsdag.

Jette

En forstuvet ankel

Der skal ikke meget til at sætte en noget ud af spillet 🙂

Jeg tror ikke, jeg tidligere har forstuvet noget, men det skete så i lørdags. På en helt almindelig og fredelig dag. Jeg var ude at gå med Ole og lufte de hunde, han havde i sin hundepension. Hundene var glade for at kunne løbe og få frisk luft og masser af motion. Og det går normalt også helt godt, men lige den dag havde en af hundene fået for meget fart på og kunne ikke undvige, så den snittede mit ben – og der lå jeg!

Det var først, da jeg kom tilbage, at jeg kunne se, at det begyndte at hæve, og det var også noget ømt.

Men med ispose, læsestof, kaffe og masser af omsorg, så blev det nu en fin lørdag alligevel.

Det var lidt mere udfordrende at komme i kirke i går. De normale sko var pludselig alt for små – så det blev sølvstøvlerne, der kom på. Alternativet var gummistøvlerne 🙂

Det blev en fin gudstjeneste, jeg undlod blot at kravle op på prædikestolen – trapper er lidt besværlige 🙂

Nu går det den rigtige vej.

Til daglig fejler jeg jo ikke noget, så dette med ikke at kunne gå almindeligt – eller bare tanken om ikke at kunne gå lange ture igen, det var en skræmmende tanke. Så pludselig bliver man mindet om at værdsætte det, man bare tager for givet.

God mandag – stadig i et adstadigt tempo 🙂

Jette

Kender du en vågekone ?

Det gjorde jeg ikke indtil – i går. Jeg havde godt hørt og læst om det, men aldrig rigtig mødt en. Muligheden bød sig så, da der i går var sogneeftermiddag og koordinatoren fra den lokale afdeling af vågekoner kom og fortalte om sit frivillige arbejde der.

Vågevagten tilbyder at sidde hos et døende menneske nogle timer, hvis der ikke er andre der kan. – For deres holdning er, at intet menneske skal dø alene.

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal