Det gjorde jeg ikke indtil – i går. Jeg havde godt hørt og læst om det, men aldrig rigtig mødt en. Muligheden bød sig så, da der i går var sogneeftermiddag og koordinatoren fra den lokale afdeling af vågekoner kom og fortalte om sit frivillige arbejde der.
Vågevagten tilbyder at sidde hos et døende menneske nogle timer, hvis der ikke er andre der kan. – For deres holdning er, at intet menneske skal dø alene.
Det er der ingen af os, der ønsker – men sommetider er der bare ikke lige nogen, der har mulighed for at sidde og være, holde i hånd eller bare være i nærheden. På et stort plejehjem for eksempel, er der ikke altid ressourcer til at afse en personale til den opgave. Og måske familien ikke har mulighed eller bare har brug for et par timers pause – så kan en vågevagt tage over.
Hvor vigtigt det er – at vide at nogen har været hos ens pårørende, da de døde, nikker jeg genkendende til. Da min far døde i december, fik vi bagefter at vide, at en personale havde siddet hos ham de sidste par timer og holdt ham i hånden – det er guld værd nu bagefter, når vi ikke selv kunne nå at være der.
Britta Bertelsen, som fortalte i går, er pensioneret hjemmesygeplejeske og var det sødeste og venligste menneske – som alene i sin fremtoning indgød ro og tillid. Det var rart at være i hendes selskab.
Jeg bemærkede mig også, at hun fortalte, at hun vendte tilbage til sygeplegerningen efter nogle års fravær. At være sygeplejerske var for hende et kald og en livsopgave. Ikke blot et arbejde. Og derfor var det også så vigtigt for hende nu at gøre en forskel ved konkret at tilbyde sin hjælp som vågekone.
En vågekone må intet arbejde udføre, for de erstatter på ingen måde de professionelle. Men de må være selskab, og bringe nærhed og omsorg til den døende.
Det var en helt speciel eftermiddag. Og for alle os, der lyttede med, var der masser af situationer at spejle os i – for langt de fleste af os havde jo selv prøvet at tage afsked med et menneske.
Jeg tror ikke, at nogen af tilhørerne selv havde gjort brug af vågevagten, men det var så fint at høre om deres meget meningsfulde arbejde.
Uden, at det på nogen måde var koordineret, så var der smukke gule påskeliljer på bordet. De bringer altid et glimt af håb.
God weekend.
Jette
Anonym
Jeg kender en 🙂 min mor. Hun kom ind i det gennem sit frivillige arbejde på hospice, også selvom hun 'bare' er kontoruddannet. Hendes omsorgs-gen er bare så stort, så der også er plads til andre end børn, svigerbørn og børnebørn.
Mette L
Jette Holm Rosendal
Kære Mette. Du må hilse din mor, og sige, at jeg synes hun gør et fantastisk stykke frivilligt arbejde. Og jeg tror ikke uddannelse her er så vigtig, langt mere at man har ro til blot at være til stede. kh Jette
Marianne
Jeg har brugt en vågekone i sommer, da min mor døde. Vi havde kørt meget langt, og hjemmesygeplejen foreslog, at vi fik en vågekone, så vi kunne sove lidt og klare det videre forløb. Det var bare så godt, jeg er fuld af beundring for de mennesker, som har overskud til at komme i fremmede hjem, side hos den døende og bare være der. Det lykkedes og min mor fik lov til at dø hjemme, som hun gerne ville. Det sværre er at indse/indrømme, at man har brug for hjælp.
Jette Holm Rosendal
Kære Marianne. Tak for at dele din oplevelse her. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det vanskelige er at krydse den grænse det er, at lade et fremmed menneske komme ind og tage del. Men som jeg hørte i går, så er vågekoner vældig gode til at trække sig tilbage, når det er nødvendigt, og ellers blot være den støtte, der lige er behov for til tider. Alt godt til dig og din familie. kh Jette
Min Servicehund
Har hørt om vågekoner men aldrig mødt en, gadvide om der er her hvor jeg bor.
Det et fantastisk konsept.
Jette Holm Rosendal
Hej. Nu ved jeg jo ikke lige hvor du bor 🙂 men vågekoner er organiseret både i Røde Kors, Ældresagen og her i Middelfart i Selvhjælp. Hvis du googler, mon der så ikke dukker noget op ? Og ja, enig, det er virkelig en smuk tanke der ligger bag. kh Jette
Min Servicehund
Det gør der nok, så hvis jeg star med behovet til et familiemedlem vil jeg klar tsøge efter det.. eller hvis jeg en dag selv er hvor jeg kunne hjælpe sådan.
Lene
Jeg kender ikke en personligt. Vi har prøvet at få en til de patienter, hvor der ikke har været pårørende, der har kunnet. Så vidt jeg ved er det desværre ikke lykkedes.
Jette Holm Rosendal
Hej Lene. Det er jo frivilligt netværket af vågekoner, og jeg ved ikke hvor udbredt det er. Men dejligt, der hvor det er kommet i gang. Kh Jette