Eller små projekter. Sådan opleves det i hvert fald, når sammenligningen er med mine natsværmersjaler 🙂 Dem holder jeg meget af at strikke – men det er også fint med noget, der bliver færdigt inden for en overskuelig tidshorisont. Og sådan med de to projekter her.
Øverst et par sokker – de var tiltænkt genbrugsbutikken til salg – men de blev lige brogede nok 🙂 Så nu glæder jeg mig til at bruge dem selv. Det er restegarn hele vejen igennem. Små rester, som jeg delte i to, så jeg vidste der var nok til begge strømper 🙂 Og resultatet er jeg faktisk blevet okay tilfreds med – og lune, det er de.
Og det andet projekt – er mit livs første strikkede nissehue. Selv med tre børn, så har jeg aldrig hverken syet eller strikket en nissehue. Og jeg ejer stort set ikke en nisse i min julepyntskasse 🙂
Men der sker åbenbart noget, når det kommer til børnebørn 🙂 Så nu er der strikket en lille nissehue, som jeg så håber måske kan komme i brug. Om ikke andet, så har jeg da hygget mig med at strikke den. Opskriften har jeg fra Kirkens Korshær, som har udgivet et lille hæfte med opskrifter på Strik med mening. Det vil sige modeller, som kan strikkes, og så sælges i butikken, og hvor overskuddet går til udsatte mennesker i Danmark.
Så hvis jeg nu var virkelig flittig kunne jeg strikke nogle nissehuer til salg i butikken. Det bliver dog vist ikke i år 🙂
God weekend.
Jette
Skriv et svar