Den her slags opskrifter findes der hundredevis af på nettet 🙂 I alle mulige varianter. Og stadig kommer der nye til. Især nu, synes jeg. Måske er det fordi æbleopskrifter særligt dukker op fra gemmer og minder her i sensommeren, hvor
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene,
stille i sind.Finn Jørgensen
Eftertænksomhed og melankoli fylder let en, her på regnvåde sensommerdage. Men det er også en fornøjelse at gå gennem havens træer og se, at æblerne modnes ganske langsomt og så tænke på, hvad venter der ikke af lækker smag i hvert æble 🙂
Her kommer en virkelig nem opskrift og et resultat, der smager dejligt 🙂

Bagt æblekage (5-6 pers)
5-600 gr. klargjort æbler i tynde både
25 gr. solsikkekerner
25 gr. rosiner
75 gr. sukker
Æblerne blandes med de øvrige ingredienser i et ildfast fad.
100 gr. smør/margerine
2 spsk. sirup
125 gr. sukker
2 spsk. piskefløde
115 gr. havregryn
75 gr. mel
½ tsk. bagepulver
Smørret smeltes sammen med sirup, sukker og piskefløde, så tilsættes de øvrige ingredienser og dejen fordeles over æblerne. Kagen bages ved 175 gr. ca. 30 minutter til den er gylden og dufter skønt.
Serveres lun og spises gerne med lidt græsk yoghurt, creme fraiche eller flødeskum 🙂

Velbekomme – og god weekend.
Jette
Skriv et svar