Det har været en spændende måned – på den måde, at jeg har tænkt og set mere på plastik, end jeg normalt har gjort. Optakten til plastikfri juli kan du læse om her.
Der er plastik alle vegne, og mange gange også ganske fornuftigt. Så at blive plastikfri tænker jeg ikke er målet, men mere en bevidst omgang med plastik, og langt mere genbrug og genanvendelse end det sker i dag.
Men hvor juli ikke blev plastikfri – så blev det mere en måned med købestop. En lidt pudsig udløber af ikke at ville anvende plastik. Men ved ikke at købe noget, så fik jeg jo heller ikke nyt plastik med hjem. For rigtig meget er faktisk pakket ind i plastik – som i alt fra madvarer til ledninger 🙂
Her kommer nogle eksempler på plastik og tanker omkring det – det er dog ikke alle månedens indkøb, der er dokumenteret her 🙂
Jeg købte i denne uge en snack til cykelturen – jeg syntes, det så smart ud og ville være godt til en pause, men der er meget plastik involveret. Nachos og dip – i små mængder og i store mængder plastik 🙂
Til brug i sommerhuset i forbindelse med udlejningen, så var jeg i Jysk og købte et lagen. Det var emballereret i meget kraftig plastik. Jeg genbrugt posen til at samle brugte batterier i – de blev indsamlet af kommunen sammen med pap og papir.
På en almindelig indkøbstur i Netto – nåede jeg at række ud efter en lille plastikpose, inden jeg besindede mig – og bar varene i armene ud i bilen 🙂
I samme Netto købte jeg brød fra deres bake-off afdeling, og her var der kun tynde plastikposer til at komme brødet i. Jeg har i andre butikker set, at det var papirposer (endda FSC mærket), det må jeg lige være lidt mere obs på.
En tur i Rema – her stod jeg i grøntafdelingen og vejede for og imod. Og fik fundet tomater i papbakke, peberfrugt og forårsløg uden emballage. Tidligere ville jeg have puttet dem i de tynde plastikposer, der ligger i grøntafdelingen – men undlod. Og bar varerne i mine arme, for jeg havde ikke fået min indkøbskurv med ind:-) Agurker er oftest i plastik – af hensyn til holdbarheden. Så her spiller hensynet til madspild ind.
Forleden købte jeg små tomater på stilk. Og meget fint lå de i løs vægt – men det er besværligt at transportere dem til kassen uden noget at komme dem i. Og her var der kun de tynde plastposer.
Jeg ved godt, at det hele tiden er et spørgsmål om ressourcer og økonomi – men kunne der ikke bruges små papirposer eller papbakker?
Jeg opdagede i weekenden, at Føtex faktisk har fået økologisk tynde bomuldsposer, man kan købe og bruge netop til at samle frugt og grønt i. Ret sejt!
Jeg får ca. en gang om måneden grøntsager fra Aarstiderne. Det er fint og spændende. Men der er også en del plastik involveret. Kassen i juli var dog ikke så slem 🙂 Men ofte er der mange små poser med ris, bønner, pasta, nødder, krydderier osv. Det er selvfølgelig, fordi det er en måltidskasse, så alt skal passe til en person. Og derfor kommer der for eksempel 100 gram ris og ikke et helt kilo ris. Og det kræver jo en lille pose at levere risene i.
Med et vågent øje på plastik, så opdages nye tiltag 🙂 Jeg købte en økologisk piskefløde, som var i en letvægts plastikemballage, men hvor ca. 1/3 af plastikken var lavet af kridt. Det har jeg ikke før hørt om. Men jo godt, at der tænkes ud af boksen og opdages nye muligheder.
Min juli måned blev slet ikke plastikfri – men den blev anledning til hele tiden at tænke over, hvordan bruges og genbruges det plastik, der allerede er produceret. Meget husholdnings plastik – især fra fødevarer – det må ud med dagrenovation og forbrændes. Men andet skal sorteres og genanvendes. Her kommer vi forbrugere på banen. Desværre er Middelfart kommune endnu ikke kommet med affaldspande, hvor plastik kan sorteres i – men på genbrugspladsen er der gode muligheder for at komme af med både det hårde og det bløde plast.
Plastik er en god ting – men vi skal blive bedre til at bruge det med omtanke.
Jette