Jeg havde ellers tænkt mig, at give en opskrift på koldthævede frø-stykker her i dag. Men gærdej har sit eget liv, og det går ikke altid som hende, der har lavet den, regnede med 🙂 Så selv efter hundredevis af boller og mange brød, så sker det stadig, at tingene bliver anderledes end forventet.
Dejen minder lidt om denne, men jeg kom mere mel i og brugte kun fuldkornsmel. Men det forklarer ikke helt, hvorfor dejen ikke artede sig 🙂
Min tanke var, at lave en dej i går, lade den hæve koldt i køleskabet i nat og så ælte den færdig her i dag, og forme den til nogle fine stykker. Men dejen ville ikke æltes! I hvert fald ikke sådan, at den også kunne rulles ud.
Så skålen blev vendt på hovedet og ud kom dejen, og blev så fladet ud og drysset med masser af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. Og så hævet og bagt. Og det gik fint, og de små stykker smager ganske fortrinligt. Men der kommer altså ikke nogen rigtig opskrift i dag 🙂
Jeg skar dejen ud med mit pizzahjul inden den blev bagt. For så kan stykkerne brydes fra hinanden, når de er bagt, og giver nogle bløde sider. De fine frø og kerner ser flotte ud, men de falder meget nemt af 🙂
Så meget om en dej, der ikke artede sig – nu satser jeg på, at resten af dagen arter sig. Det tegner allerede godt, solen skinner 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar