Sidste forår deltog jeg for første gang i en strikke udfordring. Det var ret sjovt, også selv om det endte med, at jeg trævlede det hele op og strikkede en dejlig varm cardigan i stedet 🙂

Men den her ide med, at mange kvinder (og måske en enkelt mand) sidder og nørkler med det samme projekt på samme tid – det er lidt fascinerende.

Konceptet er det samme som sidst – opskriften kommer i etaper – og man ved ikke helt hvordan resultatet bliver.

Første etape som i sidste uge. Men hold nu op, hvor det krævede koncentration at få læst den opskrift og få den omsat til masker på mine pinde. Maskerne blev slået op ved hjælp af en hæklenål og i noget garn, som senere skal trævles op igen. Derfor de kulørte tråde i bunden af strikketøjet 🙂

Nogle af tankerne bag sådan en udfordring er også at øge og forbedre ens strikke kundskaber, og det synes jeg godt om. Der skal sommetider være en anledning, før man får ny viden indenbords – det er altid lettere at bruge det, man kan i forvejen.

Mønsteret består blandt andet af et superfint hulmønster – og her skal man huske at bevare overblikket, ellers mangler der pludselig et omslag eller er en maske for meget. Der laves også smock strik – det har jeg aldrig prøvet at lave før. Men det ser ret fint ud.

Jeg hygger mig med projektet – det er godt ind i mellem de mange ord i prædikenværkstedet – så at sidde stille og strikke et par pinde 🙂

Opskriften er fra Önling – jeg kendte ikke hjemmesiden, men opdagede den på facebook. Ja, så fulgte jeg linket og er nu i gang med en skøn udfordring – strikket i genbrugsgarn. Der var lige noget på lager.

På Instagram kan man se flere billeder, som andre strikkere lægger op – bare følg #aikocape 🙂

På en smuk aprils tirsdag i den stille uge.

Jette