For noget tid siden meldte jeg mig til en strikkedyst – eller udfordring var det nærmere. Den bestod i, at hen over forsommeren fik deltagerne tilsendt næste skridt i strikkeprojektet. Vi vidste ikke, hvordan det ville komme til at se ud, eller hvad slutresultatet blev. Det var kun oplyst at det var en sommertop. Det var Bente Geil, der stod bag udfordringen: Geilsk Mystery.

Og her er mit resultat. Det blev okay, lidt for stor, men så kan den bruges som tunika. Den er også lidt for varm til sommer – der er uld, bomuld og silke i de forskellige garn.

Tanken bag udfordringen var udover det lidt sjove at strikke på tid – også at lære nye teknikker. At strikke på en anden måde, end man traditionelt gør. Og det har være sjovt. Jeg har ikke før strikket en trøje på tværs, har ikke før lukket for og bag af sammen – i stedet for at sy dem sammen. Eller strikket en asymmetrisk bluse.

Nu må vi se, om jeg får den brugt – jeg er nemlig heller ikke vant til at gå i hjemmestrikkede bluser 🙂 Men farven er god nok. Mettes kommentar, da hun tog billedet, var, at farverne var fine.

Så lige nu er mine strikkepinde uden garn og masker – jeg må igang med et eller andet igen.

God torsdag.

Jette