Ind imellem går noget min næse forbi 🙂 Og det er sket i forbindelse med rouladen. Jeg var ikke helt klar over, at den tilhørte en svunden tid.
Jeg husker den fra min barndom, min mor bagte ret så mange og var ret ferm til det. De blev fine og flot rullet sammen – og smagte godt.
Jeg har aldrig selv prøvet at bage en roulade – syntes det lød lidt kompliceret. Og så hænger det nok også sammen med, at rouladen havde sin storhedstid for en del år siden.
Når jeg i dag tænker roulade – så er den lidt i same liga som citronmånen fra tanken. Altså en ikke så interessant kage.
Men nu skal det prøves – at bage en roulade. Lidt skubbet i gang af Peter. Han kom en dag og spurgte, om ikke jeg snart skulle til at bage en almindelig kage – altså en kage uden 25 % nødder og masser af bær! For sådan en helt almindelig kage – som bare smager godt – den ville han gerne lægge billet ind på 🙂 Han syntes, der var blevet bagt lige lovlig mange “niche-ting”, som han kaldte det 🙂 Altså kager, som der var et begrænset publikum til, hvis man spurgte ham.
Ja, smag og behag er som bekendt meget forskellig.
Der findes ret så mange forskellige roulade opskrifter – dette bliver min, inspireret af de mange opskrifter, jeg har læst.
Roulade
3 æg, fra ivrige høns
125 gr. sukker
½ stang vanilje, kornene herfra
130 gr. hvedemel
1 tsk. bagepulver
2 spsk. mælk
Fyld
ca 1-2 dl. syltetøj
Serveres med flødeskum
Skrab kornene ud af vanlijestangen og bland dem med lidt af sukkeret (og gem vaniljestangen i sukker, til brug en anden gang). Pisk æg, sukker og vaniljesukker let og luftigt. Sigt mel og bagepulver i æggesnapsen og rør rundt med let hånd. Til sidst tilsættes mælken og røres i.
Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Smør dejen jævnt ud.
Bag bunden ved 225 grader i ca. 5 minutter.
Mens kagen bager gøres et nyt stykke bagepapir klar og drysses med sukker. Når bunden kommer ud af ovnen vendes den ud på det nye stykke bagepapir. Det kræver vist lidt mere håndelag, end jeg umiddelbart havde 🙂 Næste gang vil jeg drysse sukkeret på kagen, lægge det nye stykke bagepapir over og så vende kagen rundt.
Det oprindelige bagepapir fjernes.
Bunden køler lidt af, før der fordeles syltetøj efter behag. Jeg lavede en del med hindbærsyltetøj og en del med brombær-jordbær syltetøj.
Og til sidst rulles rouladen sammen med hjælp fra bagepapiret. Her gør lidt øvelse også noget af forskellen 🙂
Det spændende var jo så – om rouladen faldt i den unge mands smag 🙂 Det står endnu hen i det uvisse – men spørger du mig, så synes jeg rouladen smager forbavsende godt. Den var ikke helt så sød som jeg husker den fra min barndom – men det gjorde bestemt ikke noget.
Og så er vi nået til sidste sommerdag – lidt vemodigt. Og dog – for nu venter hyggelige dage med aktivitet indendøre.
God søndag.
Jette
Skriv et svar