I morgen er det 25 år siden jeg blev ansat her i Kauslunde og Gamborg sogne. 1. december 1995 skiftede adressen fra privat adresse til tjenestebolig. Og det var helt fint.
Så denne fine og gamle præstegård har i alle de år dannet rammen om mit præsteliv. (Novemberlyset gør ikke noget godt for billedet 🙂 ) Vinduet til højre et fra mit kontor, her hvor jeg har tilbragt rigtig mange timer.
25 år – i tilbageblikket så er det ene sogn vokset rigtig meget i de år. Over 50 % er befolkningsantallet steget. Kauslunde sogn er nabosogn til Middelfart, og de to sogne er bare vokset mere og mere sammen gennem årene. Og det betyder, at alle de nye huse, som bygges i mit sogn, der ved beboerne ikke helt hvilket sogn, de hører til, for hvor går grænsen mellem Kauslunde og Middelfart. Lige præcis den problematik er en udfordring. For hvordan fortælle mennesker, at de bor i et andet sogn, end de regner med ?
25 år – i tilbageblikket er mest af alt følelsen af taknemmelighed. Et privilegium at få lov til at tage del i menneskers liv – i sorg og glæde, ved højtider og festligheder – og altid at blive mødt med tillid og åbenhed. At tage nogle skridt sammen med dem ved en given lejlighed, kunne være en støtte og vejlede med råd og gode ord – det håber og tror jeg har gavnet mennesker undervejs. I hvert fald har det beriget mit eget liv – at opleve så mange forskellige situationer og skæbner. Nogen har fæstnet sig dybere end andre. Men når jeg går ud af døren efter et besøg hos nogen, så har det altid efterladt et spor, et indtryk.
Så 25 år i tilbageblikket – det er også at have fået en enorm mængde historier og lige så meget dyrebar erfaring. For hvor har jeg også lært meget gennem de mange år. Som ung præst troede jeg, at verden så ud på en bestemt måde – det lærte jeg undervejs, at det gør den ikke. Virkeligheden er langt mere nuanceret og farverig end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig.
Nu står jeg snart ved vejs ende som præst – lidt vemodigt, men også helt afklaret med, at det er den rigtige beslutning. Og jeg er meget fortrøstningsfuld på mine sognes vegne – her skal kirken nok skal klare sig.
Takket være gode menighedsråd og dygtige og engagerede ansatte. Begge dele er også helt afgørende for, om man kan trives et sted. Jeg har været velsignet med gode mennesker omkring mig. Der har været mange gennem årene, men egentlig også en vis stabilitet, og det har givet ro til arbejdet.
I går blev både præst og personale betænkt med en flot chokoladejulekalender, som anerkendelse af, at 2020 havde været et udfordrende år. Det blev vi virkelig glade for at modtage.
25 år – i tilbageblikket har også indeholdt flere dyr gennem tiden. De sidste mange år har det været Diva og Bella, der trofast har fulgt dagenes gang i huset. Diva savnes stadig, men nu er katten trådt lidt i hendes sted – og fylder en del nu. Her til morgen var hun blevet til skrivebordskat 🙂
På en lidt eftertænksom dag.
Jette
