Et hundeliv

 Denne weekend har været vemodig – for det blev tid til at sige farvel til Diva. Vores lille chihuahua gennem næsten 13 år – egentlig en pæn alder for sådan en lille størrelse. Men derfor – hun måtte gerne være blevet endnu ældre.

Men en tumor i hovedet gjorde, at hun havde svært ved at holde balancen og gik skævt, hun havde mistet synet på det ene øje, og havde problemer med at trække vejret ordentligt. Så på dyrlægens klare anbefaling var beslutningen ikke svær at træffe. Men den er langt vanskeligere at tage til sig. For Diva har jo bare været i præstegården alle årene og fulgt livets gang. Og da ungerne flyttede ud, så blev hun og katten Bella tilbage 🙂 

Et kig i gamle billeder viser en Diva, der forstår at nyde livet og slappe af – der er langt flest billeder, hvor hun hygger og sover – og gerne tæt på, hvor vi var. 

På kontoret som kontorhund.

Oven på en dyne.

Eller når hun fandt en solstråle – hun var glad for varme. Men gav også masser af varme fra sig, når hun lå tæt op ad en.

Det ser næsten ud, som om Diva altid var i ro 🙂 Det var hun nu ikke – jeg fandt et indlæg her, hvor hun nyder præstegårdens have.

Vemodet sidder i en, for Diva har bare været med overalt. Hun var ikke større end hun nemt kunne tages med og hun spredte altid noget glæde og gav noget at tale om. Især på plejehjemmet, hvor min far var, der løb hun rundt på gangene og ind i nogle stuer, og det skabte bare noget liv.

Nu gemmer vi hende i vores hjerte.

Og det er alligevel, som om tiden var rigtig, for tiden i præstegården er ved at rinde ud, og det var her, hun havde levet hele sit liv, så på sin vis er der noget fint i, at det sluttede for hende her.

Tak for alt Diva.