Det har været en stille uge med meget tid foran computeren. Decembers aktiviteter, gudstjenester og kirkeblad er blevet samlet. Udfordringen i år er klart juleaften – for her er kirkerne alt for små. Det er de sådan set også en helt normal jul, men i år bliver det helt specielt. Så vi laver gudstjenester med tilmelding – det er så ukristeligt som noget kan være. Et sted, hvor alle er velkomne, her skal man nu huske at tilmelde sig og håbe der er plads. Alle ved godt hvorfor, men det er underligt.

Min trofaste julerose blomstrer så fint lige nu, den bringer både lys og håb til live.

Det har nu været en smuk og kold morgen, solen var lige ved at stå op, inden jeg kørte fra sommerhuset. 

Min engelske julekage er stadig på vej, der går et par uger endnu før den findes frem og skal overtrækkes og pyntes. Men nu har jeg fået lavet abrikosmarmeladen, som kagen bliver smurt op med inden marcipanen lægges på.

Ugen har også budt på hyggelig tid sammen med minikonfirmanderne. Vi plejer at bruge meget tid på at forberede et krybbespil, men i år er det ikke muligt at gennemføre. Så i stedet er det kreative udfoldelser vi gør i 🙂 Venlige græskarhoveder er blevet udskåret, engle i perler har fået vinger og i denne uge blev der lavet dekorationer og stjerner bundet af grene. 

Det er ret sjovt at være med til, og minikonfirmanderne går i gang med krum hals.

Nu er det tid til ugens prædiken – til sidste søndag i kirkeåret. Og når noget slutter, så er det altid tid til lidt eftertanke – hvordan var kirkeåret 2020 ? Helt usædvanligt, og ikke et jeg som sådan vil savne. Men dermed ikke være sagt, at der ikke har været mange skønne stunder i kirken – for det har der. Ved fælles hjælp så er der blevet fundet alternative veje.

God weekend.

Jette