Nu skulle det prøves. Efter at have set “Sukkertoppen” forleden, kom jeg i tanke om, at glaze havde jeg ikke prøvet at lave. Og havde altså heller ikke prøvet at overtrække en kage med glaze. Det ville jeg gøre.

Hermed forsøget 🙂 og lidt ambitiøst, så havde jeg inviteret graverne til kaffe og kage, inden jeg havde lavet kagen. Det forpligtede ligesom 🙂

Blondie

75 gr. hvid choklade

60 gr. smør

1 æg

75 gr. sukker

1 tsk. vanilje

100 gr. mel

et nip salt

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en god æggesnaps, tilsæt og pisk den afkølede smør blanding i. Vend til sidst salt og mel i blandingen. Dejen kommes i en springform (16 cm i diameter) med bagepapir i bunden. Bager ca. 35 minutter ved 175 gr. Tjek med en tandstik om den er gennembagt. Afkøler i formen.

Bærmousse

125 gr. blandede bær (jordbær, ribs, rabarber, brombær)

40-50 gr sukker

2 blade husblas

½ dl. syrnet fløde eller cremefraiche

1 dl. piskefløde

Sæt husblas i blød. Kom bær og sukker i en gryde og lad det koge et par minutter. Kom den udblødte husblas i, rør rundt til den er smeltet. Kan evt. blendes lidt. Lad bærene det køle af, inden creme fraichen tilsættes. Pisk fløden til skum og vend den i.

Sæt kageplast rundt om den kolde bund og fordel moussen ovenpå. Sættes på køl, gerne til næste dag, og videre en time i fryseren, inden den overhældes med glaze.

Glaze

40 gr. glucose

80 gr. sukker

1,25 dl. piskefløde

100 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

lidt farve

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarters tid. Kom sukker, glucose og fløde i en gryde og bring det i kog. Tages af varmen og husblas smeltes her i. Flødeblandingen hældes over den grofthakkede hvide chokolade – i en høj beholder. Blend det sammen og kom lidt farve ved. Lad det køle ned til lunken.

Tag kagen op af fryseren og fjern kageplasten. Sæt kagen på en rist og læg bagepapir under, inden glazen hældes over. Sørg for at hele kagen og siderne får glaze. Det, der bliver til overs opsamles og kan evt. bruges i nogle cookies (opskrift følger i morgen)

Kagen pyntes med bær og andet sjov.

Og sættes på køl et par timer inden servering. Det er en ret fin kage at se på. Men jeg må indrømme, at bunden var ret bastant. Min næste kage med glaze skal have en lidt anden bund. Men bunden skal være lidt solid, for den skal kunne tåle at flyttes rundt med.

God torsdag.

Jette