I weekenden lavede jeg jo bryllupskager – og det er altid svært helt præcist at ramme mængden, der skal bruges af det ene og det andet – så der blev lidt chokoladeganache til overs. Og hvad bruger man lige det til?

Ganache er chokolade og piskefløde blandet sammen – så i sig selv er det jo en lækker ting. Men alt med måde 🙂 Så det sidste er blevet omdannet til en dejlig brownie og nogle velduftende chokoladeboller.

Brownie med ganacherest

75 gr. ganache

20 gr. chokolade

15 gr. smør

2 små æg

50 gr. sukker

35 gr. farin

1 spsk. kakao

60 gr. mel

20 gr. hakkede valnødder

I en gryde smeltes ganache, chokolade og smør, og køler lidt af. Imens piskes æg, sukker og farin til en skøn æggesnaps. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk godt. Vend til sidst de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Dejen kommes i en lille form – jeg brugte et tærtefad beklædt med bagepapir (ca. 18 cm i diameter)

Bages ved 175 grader ca 20 minutter og køler af i formen.

Smagen og konsistensen minder meget om en helt almindelig brownie – så denne lidt alternative udgave skal nok få ben at gå på 🙂

Chokoladebollerne er lavet som koldthævede boller og smager mildt af chokolade. Og som næsten alt andet nybagt – så smager de godt 🙂

Og nu fik jeg brugt en rest ganache, som ellers bare stod i køleskabet. Alternativet var nok blevet, at hønsene fik det – men det var det ligesom for godt til 🙂

God tirsdag.

Jette