I går var det klimahandledag. Et initiativ sat i verden af blandt andre Grønne Nabofællesskaber og støttet af DeltagerDanmark. Og en opfordring til at samtale om og handle på noget, der gavner klimaet.

Jeg har deltaget før – med at arrangere en grøn fællesmiddag. Og det gjorde jeg igen i år. Inviterede venner og naboer til grøn aftensmad og så lidt snak om klima, co2, miniskove, delebiler og meget andet. Og på landet er noget realistisk og andre ting lader sig bare ikke helt gennemføre – der er for langt mellem husene.

Det er altid spændende at høre, hvad de andre tænker om emnet. Også fordi det ikke så tit er det, vi taler om. Men når det ligesom var på dagsordenen, så er det oplagt at dele tanker om det.

Flere var regelmæssige kunder i genbrugsbutikker – ligesom overskud af kopper, tallerkner og tøj blev afleveret til genbrug. Det er alt sammen godt for klimaet.

Og EU’s nye tiltag med at elektronikvarer og andre ting skal kunne holde mere en godt et år – det er virkelig den rigtige retning at gå i.

Middagen var grøn – linseotto – og det smager ret godt. Og tilbehøret er i hvert fald farvestrålende. Den råsyltede hokkaido er da kun til at blive glad over 🙂 Maden var anderledes og lidt ukendt for nogle af gæsterne, men alle spiste nu gladeligt med.

Det blev en vældig hyggelig aften, og hvor jeg tror, at alle gik hjem med lidt at tænke over 🙂 Og det er jo altid godt, når vi mødes og kan berige hinanden. En aften, hvor mobil og skærm ikke er i centrum – det kan noget 🙂

God weekend.

Jette