Meget af ventetiden i forbindelse med husbyggeriet er gået med at tænke i have. Et helt bart stykke jord, hvor der kan plantes og arrangeres og laves alt muligt på. Hvor fantasien kun sætter grænser. Og så måske lige ens egne kreative evner 🙂

Men i hvert fald, så er jeg nu godt i gang med at flytte planter fra min lille planteskole over i den nye have. Mit lille havehegn er kommet på plads, det samme gælder den lille plantekasse. Og indtil videre ser det ud til, at planterne og blomsterne klarer flytningen – og det er jo meget rart 🙂

Jeg har så i ventetiden også læst om, hvordan man forholdsvis let kan anlægge et lille havebassin. Og jeg har hele tiden gerne villet have vand i haven – for det er godt for dyr, fugle og insekter. Vand er lige så vigtigt for dem, som det er for os mennesker. Så nu har jeg været i gang med at grave.

I et Ide-Nyt fandt jeg en vejledning på at anlægge et lille havebassin. I al sin enkelthed består det af en murerbalje, nogle sten og grene og nogle vandplanter. Jeg har købt murerbaljen og planterne – jeg kiggede i genbrugsbutikken, og der var desværre ikke en balje, jeg kunne købe. Det ville ellers have været helt optimalt.

Men min nye balje er nu gravet ned i jorden, så kanten flugter med jordoverfladen. Den står ret præcist, for hvis den står skævt vil vandet jo løbe ud, og det var ikke meningen. Den blev fyldt med almindeligt vand og siden hjalp regnen med det sidste.

Der er virkelig mange sten i havens jord, så nogle solide sten derfra er lagt i baljen sammen med nogle grene. For det er vigtigt, at der er en gangbro op til kanten, så små dyr kan komme tørskoede i land igen. Til slut satte jeg nogle vandplanter ned – blandt andet en mini dunhammer. Jeg har anskaffet mig netpotter og plantet planterne i dem – så skulle der vist være styr på rødderne. Jeg er noget usikker på, hvordan planter plantes i vand – nu må jeg bare vente og se, hvordan det udvikler sig.

Uden om baljen plantede jeg et en hosta og en plante, jeg har glemt navnet på og så nogle jordbærplanter, som jeg har lavet ud af stiklinger. De kommer næppe til at give det store udbytte der, men det skaber lidt grønt rundt om baljens sorte kant 🙂

Nu venter jeg spændt på, om fugle og insekter kommer på besøg – og går det over forventning – så måske en lille pindsvin. Det ville være topmålet af succes 🙂

God onsdag.

Jette