I går blev det til et besøg i en af nabokirkerne – Sønder Omme kirke. Jeg har aldrig været inde i den før. Og det er altid spændende at se, hvad der gemmer sig bag den lukkede kirkedør.
Heldigvis har menighedsrådet i sognet besluttet, at kirken er åben i hverdagene – det er altså en god ide. Både for byens egne beboere, som kan gå ind i kirken, hvis de lige har brug for en stille stund. Men også for turister og andre som kommer forbi – så giver besøget i en kirke altid anledning til lige at få løftet blikket lidt.
Sønder Omme kirke er ældgammel, det første af den er bygget tilbage i slutningen af 1300-tallet, og siden udvidet og forlænget nogle gange undervejs. Så i dag ser den ret lang ud, sådan fra øst til vest, fra kor til tårn.
I folkemunde kaldes kirken da også for “Lange Maren” – et måske ikke så flatterende navn, men dens længde understøtter det noget. Den er hele 33 m lang.
På kirkegården var det første skilt jeg faldt over et certifikat omkring en grøn kirkegård. Det er tydeligt at kirkerne og kirkegårdene også begynder at spille ind i den grønne omstilling. Sidst jeg mødte en var i Bække, hvor der var opstillet bistader, og hvor graveren solgte honning, lavet af nektar fra kirkegårdens blomster. Det er så god en ide, at kirker og kirkegårde også er med her.
Inde i kirken – stående i våbenhuset med den gamle klokke lige over hovedet – så er synet frit helt op til koret og alteret. Den smalle kirke åbner sig til sidst i et lyst, åbent og indbydende kor. En mosaik i vinduet mod øst lader lyset komme ind og være en del af alterudsmykningen.
Både alterbord, mosaikken og alterudsmykning er af nyere dato – fra 1992. Det er alt sammen lavet af billedhuggeren Erik Heide.
Den enkle alterudsmykning er så fin. Et krucifiks, der naturligvis leder tanken hen på Jesus, er lavet af forgyldt træ. Korset er tynde, sorte jernrør.
I al sin enkelhed virker det vældig godt.
Udenfor igen – så var tanken en tur rundt på hjertestien – men det må blive en anden gang. Det ret så ustadige sommervejr blev for stor en hindring – så bilen vendte rundt, og fandt stille og roligt vejen hjem.
God weekend.
Jette
Skriv et svar