Der er nogle datoer, der skiller sig ud – og i dag er en af dem. Det er som om første decembers morgen lyser mere op end andre – kalenderlys, der tændes, en julekalender, der åbnes – og duften af gran og appelsin – alt sammen tegn på decembers hygge.

Jeg glæder mig. Også selv om det i år går lidt over stok og sten – husbyggeri, arbejde og tid til familie – det hele tager sin tid.

Men det bedste er, at det bliver både advent og jul – også selv om vi ikke når alt det, vi måske havde forestillet os.

Men lidt har jeg nået at få lavet. Min nye interesse lige nu – er at lave dekorationer – og ikke mindst se andre lave nogen og vise dem frem. Konfirmanderne lavede kalenderlys dekorationer i denne uge – og jeg tror og håber, at de fik et par gode fif med sig, når de engang selv skal i gang med at lave dekorationer.

Oles udestue er igen i år blevet pyntet op – der blev holdt julefrokost derude forleden, så anledningen var der jo 🙂 Og fordi der til dagligt er lidt køligt der ude, så holder alt sig bare ret godt.

Langt det meste pynt er genbrug – og materialer fundet i naturen. Nyt er et par bloklys, en julestjerne og en hyacint og endelig en lyskæde fra genbrugsbutikken.

Jeg havde gemt en træbakke – den havde været emballage for noget andet engang – men nu er den opgraderet til bordpynt. Fyldt med lys fundet på loftet, gran fra haven og kogler fra hegnet, en koglekugle og min mors gamle julepynt – ældgamle julekugler. Det hele ligger løst i bakken, så når grannet bliver lidt tørt og trist, så kan det nemt skiftes ud.

December er bare en hyggelig måned – jeg glæder mig allerede til lidt mere juleri. Men først skal der skrives en prædiken til første søndag i advent 🙂

God weekend og adventstid.

Jette