Eller event er måske ikke det rigtige ord – for det var nærmere koncert, fortælling og strik 🙂

Det var igen min svigerinde, der var med til en hyggelig aften i Odense Koncerthus. Vi har før fulgtes til noget med strik – blandt andet strik og bålmad og strikkeforedrag. Og vi kommer altid hjem med nye indtryk og minder i bagagen. Og sådanne ting er gode at samle på 🙂

I aftes var strik med som en mulighed. Et usædvanligt sted. Vi var nemlig i den sal, hvor Odense Symfoniorkester spiller, og her plejer lyset at kaste spot på orkesteret og lyset i salen dæmpes. Men ikke i aftes – for aftenens gæst var Margrete Vestager – og hun holder meget af at strikke, alle steder. Så mens musikken spillede de skønneste toner, og hun fortalte om steder, betragtninger og indtryk, så strikkede vi – og lyttede. For begge dele er mulige at gøre samtidigt 🙂

Og der sker noget, når ting sker på en anden måde. Vi husker på en anden måde. Og selv nogle af musikerne havde taget strikketøjet med – hvor tit sker det lige, at strikkepinde dukker op mellem fløjter og noder 🙂

Det var en dejlig aften – og en varm aften. Men pyt med det. Programmet vekslede meget.

Men for mig var aftenens højdepunkt, da vi sang fællessang – og sang “Solhverv”. Den er ny i Højskolesangbogen og skrevet af Margrete Vestager og har fået musik skrevet af hendes bror. En enkel melodi som fint passede til ordene. Om solhverv, der bringer lyset tilbage. Og om at turde følges gennem livet:

Det er en dag som de tusind andre,

og tør du spørge igen en gang:

Om vi skal følges igennem mørket,

igennem lyset, i sorg og sang?

Og svaret lyser som solen varm:

Ja, vi skal følges i livets larm! (Højskolesangbogen 170)

Og sidste vers fik på alle tangenter – hele symfoniorkesteret var i gang og spillede så taget nærmest lettede i den smukke sal, alt i mens alle tilhørere stod op og sang, så godt vi kunne. For man synger nu bedre når man står op 🙂

Så opløftet gik vi hjem – og igen blev jeg bestyrket i at sang og musik, snak og strik – det er vigtige elementer i mit liv. Og nok også i mange andres.

God weekend.

Jette