diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: februar 2022 Side 1 af 2

Solskins søndag

Ja, faktisk var det vel hele weekenden, der blev beriget med masser af sol. I de her lidt tunge dage, så gør solen bare noget ekstra godt.

Det var en frostklar morgen – rim i græsset, og med vintergækker, der står strunke og fine. Det er så dejligt at se de små blomster over alt. I hegn, midt på græsplænen eller bag ved et træ. De er ret grokraftige.

Et væltet træ

Det var virkelig en mærkelig dag i går. Dagen igennem lød ord, som ikke før har været en naturlig del af mit ordforråd.

Krig i Europa.

Det er uendelig trist og uforståeligt. Og hvor vi kun kan sidde med masser af medfølelse for befolkningen i Ukraine og virkelig håbe det bedste.

Og alt imens hverdagen for nogen nu er helt ændret – så fortsætter vores i mere roligt tempo.

Jeg var en smut i sommerhus – og her er altid dejligt. Også selv om der lige nu ligger et væltet fyrretræ på grunden. Det var ikke Malik, der fik det til at tilde, men derimod al regnen. Så nu venter der noget arbejde, med at få det savet op – men det må vente, til Ole kan være med 🙂

En dejlig donation

Som frivillig i en genbrugsbutik er en del af arbejdet at sortere de mange ting og donationer, som løbende kommer ind. Jeg synes, det er en spændende opgave – og nysgerrig som jeg også er – så tænker jeg tit over, hvem, der mon har afleveret den pågældende ting. Hvor tingen har været brugt henne osv.

Jeg har også favorit donationer 🙂 Stof, garn og knapper synes jeg er sjovt at sortere og sætte til salg. Tidligere har jeg aldrig tænkt på, at man kan købe strikkepinde i en genbrugsbutik – men det kan man. Så jeg har fået udvidet min egen samling af rundpinde, for der skal bruges nogle stykker, når jeg strikker kanten rundt på mit natsværmersjal.

Skjoldbjerg kirke

I går vikarierede jeg i Skjoldbjerg kirke. En lille fin kirke i nabosognet. Jeg har ikke været der før – og blev faktisk snydt med hensyn til kirkens alder. Den ligner en middelalderkirke – og så er den kun 100 år 🙂 Men arkitekten havde skelet til gamle kirker, da han tegnede Skjoldbjerg kirke.

Det er en hyggelig kirke – og jeg blev betaget af det flotte altertæppe som lå foran alteret. Det er nok tidstypisk – for det er et broderet tæppe. Korstingsbroderi, som viser både Jesu monogram, tornekrone og påskeliljer og pinseliljer. Og så den flotte kongeblå farve øverst. Jeg gætter på, at sognets kvinder engang har siddet og broderet tæppet – alt imens at snakken er gået. Men flot er det.

Kærnehuset er til salg

Det ville jeg faktisk ikke have troet skulle ske – i hvert fald ikke allerede nu. Da jeg for godt seks år siden købte grunden ved Faldsled var det med tanke på at bygge et sommerhus, som familien fremover kunne bruge i mange år. Godt nok var det et lille hus, men der var god plads uden om og en strand meget tæt på – så der var mulighed for mange gode dage i det lille hus.

Men tiderne ændrede sig. Og på en måde er det jo godt, at vi ikke kan se særlig langt ind i fremtiden – i hvert fald på nogle områder. For hvis vi på forhånd vidste hvordan livet ville forme sig – ja så var der jo mange ting vi ikke ville gøre.

Onsdags glimt

Fra en helt almindelig onsdag i februar – med udsigt til gråvejr. Inden døre er der også stille og roligt. Der er vinterferie – og det mærkes også i præstens kalender. Konfirmanderne holder en velfortjent pause – og jeg kan tænke lidt over, hvad den sidste tid sammen med dem skal bruges til. I Hejnsvig ligger konfirmationen sidst i april – så det er der såmænd ikke længe til.

Weekendens tulipaner står stadig vældig fine 🙂 De kommer også lidt frem og tilbage, så om natten er de ofte stillet ud i den kølige udestue. Men klarer faktisk varmen i stuen ret godt. Jeg er glad for tulipaner – de bringer lidt liv og farve her først på året.

Lækkert pull-apart brød

Og sagt med det samme – billederne er kedelige – jeg fik nemlig ikke taget billeder, mens brødet var helt 🙂 Det nåede at blive spist inden – så det var kun en lille rest, der var tilbage.

Anledningen til at bage det lækre brød var, at der var inviteret gæster til grøn aftensmad. I sidste uge blev bælgfrugternes dag også fejret, så der blev lavet mad med kikærter, sorte bønner og edamamebønner. Og så til forret dette fine brød – serveret i selskab en rigtig god ost i tern, oliven, peanuts – og champagne. Det fungerede godt 🙂

Brødet er let at bage og sættes på bordet som det er. Så er tanken, at hver gæst bryder et stykke brød af det hele brød.

Romkugler med sorte bønner

Nu skulle det prøves 🙂 Jeg har før læst om romkugler med bønner, eller dadelkugler i forskellige varianter. Men jeg har aldrig prøvet at lave dem selv. Men nu var der lige en rest sorte bønner tilbage i skuffen, og jeg havde lånt Mia Sommers fine bog om bælgfrugter, hvor der var en opskrift i, der kunne bruges. Så de sorte bønner blev sat i blød og jeg gjorde klar 🙂

Jeg har før bagt cookies med bønner – og det var ikke den helt store succes (de er i hvert fald ikke blevet bagt siden), så måske var det derfor, at jeg har været lidt tilbageholdende. Men den her opskrift er nu mega god. Let at gå til og bønneromkuglerne smager dejligt. Søde og med lidt at gumle på. Og uden sukker eller andet fedtstof – ja så er de næsten sunde 🙂

Tilbage til skrivebordet

Det kan måske lyde lidt kedeligt. Men det er det ikke. Det er måske mere lidt overraskende – for det er dog ikke så længe siden, at jeg sagde farvel til mit gamle skrivebord.

Men nu har lejligheden budt sig – at blive vikarpræst i tre måneder – og det har jeg sagt ja-tak til. Og i går blev jeg så officielt indsat som præst i Oles hjemsogn. Det er selvfølgelig lidt specielt, men gør også at nogen jo faktisk kender mig allerede – alene fordi jeg er gift med Ole.

Jeg har fået kontor i sognehuset – et mægtigt kontor med skrivebord, reoler og mødebord. Sognehuset har indtil for nyligt været den lokale sparekasses bygning – og det anes endnu. Men det fungerer også vældig godt som sognehus og mødested til alt fra foredrag til konfirmander og onsdags cafe.

Og med vikariatet følger også, at mandag igen er fridag 🙂 Hvor er det godt, at ugen er fyldt med dage, med hver deres præg og farvetone. I denne tid nyder jeg de første forårsbebudere.

God mandag.

Jette

Kage med polenta

Biblioteket er en guldgrube hvad bøger angår 🙂 Jeg hygger mig med at kigge på hylderne med kogebøger og strik – nogle kommer med hjem, andre bliver blot skimmet på stedet. Og når de lander her i huset bliver nogle læst mere end andre, men det er jo det gode ved biblioteket – det hele kan bare afleveres igen.

Denne kage er inspireret af Anne Mette Voss og hendes bagebog “Kagebogen”. Her var der en kage med polenta – og min skuffe rummede en lille pose med det lidt grove majsmel, så det lå lige for at eksperimentere. Og det kom der denne kage ud af. En kage som blev serveret for mit nye personale – de blev fra første færd introduceret til kager med et tvist 🙂

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal