Og sagt med det samme – billederne er kedelige – jeg fik nemlig ikke taget billeder, mens brødet var helt 🙂 Det nåede at blive spist inden – så det var kun en lille rest, der var tilbage.
Anledningen til at bage det lækre brød var, at der var inviteret gæster til grøn aftensmad. I sidste uge blev bælgfrugternes dag også fejret, så der blev lavet mad med kikærter, sorte bønner og edamamebønner. Og så til forret dette fine brød – serveret i selskab en rigtig god ost i tern, oliven, peanuts – og champagne. Det fungerede godt 🙂
Brødet er let at bage og sættes på bordet som det er. Så er tanken, at hver gæst bryder et stykke brød af det hele brød.
Pulapart brød (6 pers)
1 dl. mælk
½ dl. surmælksprodukt
1 dl. vand
15 gr. gær
1 æg
1 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
1 spsk. olie
50 gr. havregryn
50 gr. grahamsmel
ca. 300 gr. hvedemel (prøv dig frem)
Lav en helt almindelig gærdej – melmængden svinger, og jeg fik faktisk ikke målt den samlede mængde. Men dejen skal kunne æltes, og sættes så til hævning et lidt køligt sted i nogle timer.
Fyld
75 gr. smør/margerine
2 fed presset hvidløg
1 tsk. oregano
1 tsk. basilikum
50 – 75 gr. parmesan
½ tsk. salt
Smørret smeltes i en gryde og tages af varmen inden de øvrige ingredienser blandes i og røres godt sammen.
Den hævede dej æltes i gennem og deles i ca 20 små stykker, som trilles til kugler, der så vendes i smørblandingen og kommes i en brødform ( ca. 1,7 l) Bollerne fordeles tilfældigt og finder selv sin plads. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Drys brødet med ca 50 gr. revet ost inden det sættes ind i ovnen og bager ca. 25 minutter. Køler lige en anelse af inden det vendes ud af formen og serveres. De små boller brækkes let af.
Velbekomme – og brødet kan fint lunes dagen efter, hvis der er noget tilbage 🙂
På nogle grå februar dage så falder sådan et brød i god jord.
God mandag.
Jette
Skriv et svar