Biblioteket er en guldgrube hvad bøger angår 🙂 Jeg hygger mig med at kigge på hylderne med kogebøger og strik – nogle kommer med hjem, andre bliver blot skimmet på stedet. Og når de lander her i huset bliver nogle læst mere end andre, men det er jo det gode ved biblioteket – det hele kan bare afleveres igen.

Denne kage er inspireret af Anne Mette Voss og hendes bagebog “Kagebogen”. Her var der en kage med polenta – og min skuffe rummede en lille pose med det lidt grove majsmel, så det lå lige for at eksperimentere. Og det kom der denne kage ud af. En kage som blev serveret for mit nye personale – de blev fra første færd introduceret til kager med et tvist 🙂

Kage med polenta (6-7 pers)

125 gr. smør/margarine

125 gr. sukker

1 tsk. kardemomme

1 tsk. vaniljesukker

½ citron, skal og saft

½ tsk. bagepulver

100 gr. polenta

125 gr. mel

2 store æg

Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen og pisk så æggene i et af gangen. Vend de øvrige ingredienser i dejen og rør det godt sammen. Kom dejen i en lille springform (ca. 18 cm i diameter), foret med bagepapir og bag kagen ca. 30 minutter ved 175 grader. Kagen køler lidt af inden den lune sirup hældes over. Lad kagen stå og samle sig lidt inden den serveres.

Sirup

½ citron, saft og skal

½ dl. hyldeblomst saft

75 gr. sukker

Det hele blandes i en lille gryde og koges uden låg ved svag varme ca. 10 minutter. Køler lidt inden den hældes over den lune kage. Der er rigeligt med sirup – jeg brugte det sidste som topping oven på morgenmadens tykmælk 🙂

Kagen blev godkendt af mit nye personale – den er lidt grovkornet og solid, men smager ellers vældig godt.

Her på kanten af weekenden – hvor jeg igen skal holde gudstjeneste. Det bliver helt fint.

God weekend.

Jette