Så har stolene fået nyt stof på sæderne 🙂 klar til at flytte ud af konfirmandstuen og ned i sommerhuset.

Jeg har ikke før polstret noget om, men den tidligere ejer af stolene fortalte, at det ikke var så svært. Så jeg gik i gang. Først med at finde noget egnet stof.

Det lykkedes at finde noget møbelstof, hvor der var noget viscose i – så det hele ikke kun var syntetisk, det er jeg ikke så vild med 🙂

Her førbilledet af stolene.

Sæderne blev skruet af, og fik det nye stof lagt på. Her et glimt af, hvordan bagsiden ser ud – det er altså ikke så svært at ombetrække en spisestol 🙂 Under det lilla stof gemte sig rester af noget plysstof, som de engang havde haft, og under det, var det oprindelige stof – fint, men lidt brugt og blegnet.

Så jeg er glad for, at det lykkes at finde noget godt nyt stof. Stoffet blev sat fast med solide hæfteklammer – ret nemt at arbejde med.

Sådan er de endt med at se ud – i alt 6 ombetrukne stole. Jeg er selv meget godt til freds. Der er kommet noget mere ro over dem. Og så sidder man rigtig godt på dem. Hynden er virkelig lavet af noget materiale, der er godt at sidde på. Så dem får vi helt sikkert meget glæde af.

Jeg er meget spændt på, hvordan de vil tage sig ud i sommerhuset. Tømreren er i denne uge i fuld gang med at lave det indvendige, sætte træ på vægge og lave skillerum. Det begynder at lysne.

Lige et sidste billede af stolens hjørne – jeg synes selv, det er lykkedes okay. Der er ikke for mange rynker og folder 🙂

Og til aller sidst får du lige et billede fra sommerhuset, hvor der nu er kommet træ på nogen af væggene. Tømreren sendte det i aftes. – Det bliver så fint, og hvor jeg glæder mig til at flytte stolene ned på deres fremtidige plads 🙂

God onsdag.

Jette