Det er måske nok store ord at bruge 🙂 Men jeg var nu mega glad, da jeg gik hjem med mit nye indkøb forleden i den lokale Kirkens Korshærs genbrugsbutik.
Anledningen til at komme i butikken var igen de mange lysestumper, som jeg havde fået samlet sammen. Ikke kun mine egne, men lige så meget lysestumper, som årets konfirmander har haft med og lysestumper fra kirken. Jeg synes, det er så godt tænkt, at små stumper af lys kan smeltes om og blive til nye lys, der så kan sælges i butikken – og overskuddet kommer nødstedte mennesker i Danmark til hjælp. Det er næstekærlighed helt i jordhøjde.
Der var mange kunder i butikken. Det viste sig, at der var udsalg 🙂 50 % på alle varer – og når man tænker på prisniveauet, som i forvejen er lavt, ja så kan man gøre en god handel til næsten ingen penge. Og det var det jeg gjorde. Jeg gik en runde, nu jeg var kommet indenfor – og kiggede efter sengetøj til sommerhuset. Jeg har tidligere arvet sengetøj, som jeg bruger til airbnb, men kunne godt bruge et par sæt mere. Og jeg var heldig – og fandt to sæt sengetøj i god kvalitet og i farver, der ikke larmer alt for meget.
Nu er de blevet vasket og tørret, og der er redt op til de næste gæster i huset. Og prisen for to sæt sengetøj: 20 kr. Her afslører det sig vist, at jeg er jyde, og synes godt om en god handel 🙂
Genbrugs guld – et fint ord, og ja, der findes virkelig meget, som sagtens kan få et nyt liv et andet sted. Og jeg har egentlig også lyst til at sige tak til alle de frivillige, der gør, at der findes og drives så mange gode genbrugsbutikker rundt om i landet. De gør virkelig en forskel for mange mennesker.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar