For noget tid siden lavede jeg en lille kompostbeholder i pileflet til haven i Jelling. I Oles have er der grene nok at klippe af og pil, der vokser ved marken, så materialer til at forsøge sig ud i pilefletkunsten er til stede 🙂

Jeg har ikke lært noget om det – så det er helt på forsøgsbasis, og så må det holde, så længe det kan. Jeg tænker at det kan altid ende sine dage på komposten 🙂

Men nu har jeg brug for endnu et lille højbed. Barnebarnet har fået frø i julegave – med den bagtanke, at jeg kunne få lov at hjælpe hende med at så nogen af dem 🙂 Og i et højbed er det bare lettere at overskue, hvad der er hvad.

Det lille højbed blev placeret på jorden og så er der først kommet nogle gamle møre træstykker i bunden. De kan formulde yderligere og samtidig holde lidt på fugten. Ovenover er der så kommet masser af mindre grenstykker. Jeg hygger mig gevaldigt med at klippe nedfaldne grene i små stykker. De lægger sig fint og tæt og er nok også lidt hurtigere om at formulde.

Så kom der et lag kompost fra den store kompostbeholder (mest blade), inden der endelig kom lidt jord øverst.

Det skal vist suppleres med lidt mere jord en anden dag. Men nu står det lille højbed klar til at blive taget i brug og plantet til – når det bliver forår. Jeg glæder mig 🙂

God mandag.

Jette