diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 2 af 47

Flyttedag

Så blev det tid til endelig for alvor at flytte ind i det lille træhus i Jelling. Det har stået færdigt et års tid – og jeg har været der nogle dage, og vi har også overnattet der. Men første oktober blev nøglerne til Oles gård formelt overdraget til de nye ejere. En epoke er slut for hans vedkommende.

Og et nyt kapitel begynder for os. Det bliver dejligt og spændende. Lige nu er det lille hus fyldt med ret mange flyttekasser, med indhold fra børnenes barndom, julepynt i lange baner og så hele Oles liv. Så der kommer til at gå lidt tid med at få det hele på plads. Men kommer tid, kommer råd – og det gælder helt sikkert her.

På havebesøg i vild have

Weekenden har stået i havens og blomsternes tegn – toppet med en festlig høstgudstjeneste i Hejnsvig kirke. Og vejret – skønt sensommervejr, så alt i alt ret så perfekt 🙂

Haveselskabet står bag ideen med besøg i åbne haver. Og sidste år besøgte jeg en fin have tæt på Jelling. I år gik turen mod sydvest – til Maries vilde have. Og hvilken have! Her var virkelig gjort meget for, at insekter kunne leve og vilde blomster gro, samtidig med at haven var varieret og indbød til at være ude i.

Små glimt

Det er i ordets egentlige betydning små glimt, der vises her i dag 🙂 Og ikke glimt, der ændrer verden – men glimt, der gør mig glad.

Øverste billede er en dahlia fra den nye have i Jelling. Jeg har fået en del knolde og også plantet dem, men de blomstrer ikke rigtigt. De kæmpede i begyndelsen en sej kamp med sneglene, og nu er det mest fine grønne blade, de brillierer med. Men også enkelte fine blomster – så nu denne flotte gule blomst. De bagerste kronblade er visnet og pillet af, men det ses jo ikke, når den lige står og lyser der i vindueskarmen 🙂

Og så havde Trine spurgt om jeg ville strikke et på sokker til den mindste af pigerne. Som hun kunne få på, når det blev tid til at komme udenfor iført gummistøvler. Og det ville jeg selvfølgelig gerne, så nu er der blevet strikket et par små sokker – ca str. 21 🙂 Et sådant projekt er overkommeligt. Efter i lang tid at have strikket sjaler (og det gør jeg fortsat) så er det også rart sommetider at strikke noget mindre – og her er strømper et godt bud. Så efterhånden har jeg et lille lager, som er klar til at komme til salg i genbrugsbutikken.

Nu venter endnu en vagt netop der.

God weekend.

Jette

Sommerglimt juli 2025

Det er ferietid – og sommertid. Selv om det har regnet virkelig meget, så har der også været meget tid med sol, stille vejr og lune sommeraftner. Her er et par glimt fra en overnatning, som Ole og jeg havde nær Sønderborg. For første gang i mit liv, skulle jeg prøve Glamping. En luksuriøs udgave af camping 🙂

Og det var godt. Temperaturen var høj om dagen, men da natten faldt på, blev der skønt i det store telt og den endnu større seng. Det var luksus 🙂

Et par glimt fra pinsen

En dejlig pinse er fejret, nu er det hverdag – og lige nu stille og roligt 🙂 Kirkeårets sidste store højtid blev fejret i Sønder Omme, hvor vi samtidig sagde goddag til kirkens nye organist. Det er altid spændende at få en ny kollega i kirkens rum – også selv om jeg kun er vikar. Og det lover godt, kirkerummet blev i pinsen fyldt med dejlig musik og sang 🙂

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid, …

(Den danske Salmebog 290)

På indkøb i Billund

Nok ikke den mest inspirernde overskrift 🙂 Men den dækker det, som det handler om. En lille indkøbstur i Billund, hvor jeg kom glad hjem fra. Og det er ikke en selvfølge. Men jeg fandt det, jeg gik efter og mere til – i genbrugsbutikker og hos Rema. Vejen gik tillige forbi biblioteket – det er altid et besøg værd. Og på vejen dertil gik jeg langs det fine bed, du ser øverst. Store områder med vilde blomster – holdt på plads af en lille stribe græs rundt om. Det var da kun til at blive fornøjet over at se 🙂

Mine indkøb er her samlet – og igen delt op.

Klimavenlig aftensmad

Den 24. april var der igen Klimahandledag. En dag blandt andet Grønne Nabofællesskaber og Concito står bag – og hvor der opfordres til at gøre alt muligt, der er godt for klimaet. Det kan være alt fra at samleskrald til at lave et kvashegn til at lave en klimavenlig middag, hvor der samtidig kan tales om klimaet 🙂

Jeg har været med de foregående år, og igen i år havde jeg inviteret familie og venner til en lidt anderledes aften. Eller så særlig er den heller ikke – men maden er grøn og så er der indlagt spørgsmål og quiz, som skubber lidt til samtalen. Og det fungerer ret godt, for dette med at der er et emne på menuen gør at samtalen ændrer sig lidt. Så lærerigt og godt.

Små glimt fra uge 7

Det har været en stille uge på kontoret – det er helt tydeligt, at meget holder fri i denne uge. Det har været dejligt at kunne tage det med ro. Så her kommer et par glimt af det, jeg også nåede i denne uge 🙂

I julegave fik jeg et årskort til Kongernes Jelling. Det havde jeg ønsket mig, og nu kom det så endelig i brug. En hyggelig tur forbi – og denne gang var der tid til at standse foran den hæklede kongerække. Jeg er stadig imponeret over ideen og udførelsen. Det er så fint 🙂

Esbjergevangeliet

I dag var første gang i det nye år, at konfirmanderne mødte ind igen til præst. Unge mennesker, der på den ene side er nysgerrige og gerne vil lære nyt, og samtidig så optaget af der sker lige rundt om dem, i dem og mellem dem. Så livligt er det 🙂

Godt nytår og velkommen til 2025

Det er tid til at ønske dig, der læser med – et rigtig godt nytår. 365 ubeskrevne dage ligger foran en. Det er spændende, hvad de kommer til at indeholde – og ret uforudsigeligt at spå om. Men hver dag skal være velkommen.

Et nyt år er ensbetydende med et farvel til det gamle år. Et år fyldt med hverdage, festdage og unikke stunder. Barnebarn, bryllup og byggeri – er nok tre af ordene over 2024 🙂

Nu er det nye år begyndt – dessertkagen er spist – og den faldt heldigvis i god jord. Den havde lidt skarpe kanter og stod stabilt – godt for en kage, nu ser vi om det bliver kendetegnende for mig og det kommende år 🙂

I hvert fald:

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud! lad dit hellige ord
oplive, oplyse det høje Nord!
Velkommen, nytår, og velkommen her! (DDS 712,1)

Godt nytår!

Jette

Side 2 af 47

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal