Det er ferietid – og sommertid. Selv om det har regnet virkelig meget, så har der også været meget tid med sol, stille vejr og lune sommeraftner. Her er et par glimt fra en overnatning, som Ole og jeg havde nær Sønderborg. For første gang i mit liv, skulle jeg prøve Glamping. En luksuriøs udgave af camping 🙂

Og det var godt. Temperaturen var høj om dagen, men da natten faldt på, blev der skønt i det store telt og den endnu større seng. Det var luksus 🙂

Aftensmaden var virkelig lækker fisk, serveret på havnefronten i Sønderborg. Den aften, hvor Nets gik ned … Vi fik dog betalt via Mobilepay. Men det blev en reminder om, at kontanter stadig har værdi. Så fremover, vil der være lidt almindelige penge med på tur 🙂

Langs vandet var der lavet en fin promenade. Blomster og træer, og indimellem kunst. Jeg mødte kvinden her – hvor titlen var “Forundringsparat” Kvinden er Inge Adriansen (1944-2017) – tidligere museumsinspektør på Sønderborg slot. Forundringsparat – Det er da bare et godt ord. Og godt at blive mindet om – at huske at forundres. Også over det helt almindelige.

Ved slottet var også plantet denne eg. Kvindernes eg. Det refererer til kvindernes valgret i 100 år (1915 – 2015) Et smukt træ og et vigtigt historisk nedslag.

Sommerglimt er også fra den nye have. For længe siden lavede jeg det lille højbed i pileflet og lige så længe har jeg ventet på at mine bønner skulle beslutte sig for at vokse opad 🙂 Men blæst, kulde og snegle gjorde det vanskeligt – men endelig er de kommet til vejrs.

Og så er de store maskiner for en stund kommet tilbage på grunden. Der skal laves et skur. Med plads til plæneklipper, cykler, havemøbler og værktøj – og hvad der nu ellers er brug for at opbevare. Og når der skal skaleres ned fra at bo på en gård til at bo i et lille træhus, så er det godt med et solidt skur 🙂 Det er så på vej nu. Fundamentet er på vej. Den samme entreprenør,, som lavede husets fundament, er kommet på opgaven, og det bliver så fint.

Selve skuret bliver bygget af en tømrer, og materialerne er langt hen af vejen overskud fra byggeriet af huset. Der er en del træ tilbage og rigtig meget træfiberisolering – så det er rart, at det kan komme i brug her.

Fortsat god sommer og god weekend.

Jette