Når bloggen om kort tid fylder et år, fejres det med et besøg hos Kring chokolade i Middelfart.
Indehaveren Rikke Kring lavede i 2012 vindertærten i kategorien: Danmarks bedste bagte desserttærte. Og det er lige præcis den tærte, vi skal prøve kræfter med til et spændende og hyggeligt fødselsdagsarrangement den 4. november.
Hvis du har lyst til at være med, så er der stadig flere pladser. Du kan læse om arrangementet her.
Rikke har faktisk allerede lagt opskriften ud på hendes hjemmeside (den er dog fjernet nu) Og jeg har nu forsøgt mig med at bage den. – Men jeg har det som i den store bagedyst og den hemmelige udfordring – det er som om, der mangler nogle oplysninger 🙂 Så jeg glæder mig rigtig meget til at bage tærten i selskab med Rikke selv.
Men her kommer mit foreløbige resultat 🙂 Jeg har lavet ½ portion.
Tærte med masser af nødder
Tærtedej
70 gr. smør
70 gr. sukker
½ æg, fra en fornuftig høne
140 gr. hvedemel
Dejen æltes let sammen og hviler til næste dag.
Karamelmasse
90 gr. sukker
70 gr. glukose
20 gr. honning
1 æg, fra endnu en fornuftig høne
15 gr. smør
½ tsk. vaniljesukker
Alt sukkeret smeltes – jeg brugte en gryde og rørte, til jeg syntes sukkeret var opløst – men altså ikke karamaliseret. Tages af varmen og ægget røres hurtigt i, for det stivner lidt som i en omelet. Tilsæt smørret, som smelter i varmen og kom det hele igennem en sigte. Sættes på køl til næste dag.
Desuden bruges:
100 gr. blandede nødder (og kerner)
2 spsk. abrikosmarmelade
lidt smeltet mørk chokolade
Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (eller springform) ca. 18 cm i diameter. Der er rigelig dej her, så gem det i køleskabet til en hindbærsnitte eller lign.
Hak nødderne meget groft og kom dem ovenpå dejen. Fordel dernæst karamelmassen over.
Bages ved 160 grader ca. 25 minutter. Og køler af i formen.
Lun abrikosmarmeladen og fordel den på den afkølede tærte. Til sidst pyntes med smeltet chokolade – efter fri fantasi.
Selv om der er et stykke vej fra min udgave af tærten til Rikkes fine tærte – så smagte min udgave udmærket.
Men jeg glæder mig til at se og smage den rigtige udgave – som vi kommer til at lave den 4. november. Og hvor hver deltager til ligemed får sin egen tærte med hjem.
Måske ses vi hos Kring?
Jette
Skriv et svar