I weekenden har der landet over været “Åbne haver”. Min gode blogveninde Karen gjorde opmærksom på det – og inspirerede til, at jeg måtte se, hvad det var for noget 🙂 Haveselskabet står bag arrangementet, hvor private havefolk for en stund åbner deres have op for helt almindelige nysgerrige og interesserede havemennesker.

Og hvor var det hyggeligt. Og hvor fik jeg meget for pengene. 20 kr. i entre, og så ellers masser af snak med havens ejer, og siden kaffe og kage, inden jeg opløftet drog videre.

Jeg besøgte Jyttes have nær Jelling. En have på landet, fyldt med lækroge og stole, staudebede og andre bede, en køkkenhaven med det fine navn: Persillegartneriet 🙂 Drivhus og orangeri. Og ikke mindst – et potteskur, hvor alle urtepotter, skjulere og pileflet befandt sig.

Der var fred og ro og rig lejlighed til at gå rundt og nyde og få gode ideer. Se lige den fine bålplads og ved siden af en lille pavilion – det hele var super enkelt og mega funktionelt. Helt igennem en have, det var rart at være i.

Jeg fortalte så begejstret om mit havebesøg, at Ole gerne vil med næste gang lejlighed byder sig 🙂

Efter de mange indtryk var jeg lige forbi vores egen nye have. Og der er lang vej igen. Men jeg glæder mig over, hver gang jeg får sat en lille blomst eller plante i jorden. Det lille staudebed er ved at tage form, nu skal det bare vokse til.

God mandag.

Jette